Skip to main content

6. Demokrati og byudvikling

En sammenhængende gruppe værker af bulgarske kunstnere behandler på en kritisk og anekdotisk måde forskellige aspekter af den indflydelse, som Bulgariens integration i EU har haft på befolkningens liv.

Motif I (State Machine) af Nadezhda Oleg Lyahova indgår i projektet Globally and on a Long-term Basis the Situation is Positive (2007-2009), som omfatter en række videoer optaget på gaden i Sofia og en serie digitaltryk på lærred (“motifs”) med stillbilleder fra disse videoer.

Dette digitaltryk henviser til den overdrevne byudvikling og statslige indgriben i byplanlægningen af storbyer. Gravemaskiner side om side i horisontale rækker som en hær af rumvæsener i et primitivt videospil symboliserer den storstilede byggefeber, der brød ud i Bulgarien efter landets indlemmelse i EU. Som Lyahova selv har sagt:

“Med sin tiltræden den 1. januar 2007 fik Bulgarien fuldt EU-medlemskab. Dermed også mulighed for at deltage i alle de “særlige”, “regionale”, “innovative”, “grænseoverskridende” og “multikulturelle” projekter, der skulle sikre indførelsen af “EU’s normer” og give os mulighed for at drage nytte af en “bred vifte af tilbud” fra EU (…)Så kom entreprenørinvestorerne og medbragte udstyr og alle mulige slags folk. Intensivt byggearbejde begyndte. Maskiner brølede i kvarteret. Beton og jern erstattede grønt græs. Midt i torden, mudder og støvskyer gør entusiastiske mennesker og maskiner dagligt deres til at opbygge vores europæiske fremtid.”

Det idealistiske modstykke til Lyahovas kritiske og skeptiske vision finder man på den polske illustrator og maler Rafał Olbiński plakat med en idyllisk fremstilling af en kvindelig personificering af Europa, der i harmoni med tegninger af den italienske renæssance sover fredeligt foran et idyllisk landskab, mens Polens kendte bygninger springer ud af hendes drømme.

Vasilena Gankovskas maleri An Afternoon at Burggarten #2 (2007) giver et lyst indtryk af ren fornøjelse i et byrum, hvor unge mennesker sorgløst samles på plænen i Wiens Burggarten.

Hvor Oleg Lyahovas værk handlede om en ny by under opbygning, kaster parret Missirkov & Bogdanov i deres digitalfoto VALCHEVS FAMILY, BUZLUDZHA PEAK (2008) fra serien Weekend 2126 et tilbageblik på kommunistregimets institutionelle arkitektur, nemlig mindehuset på Buzludzha-toppen for det bulgarske kommunistparti (1981), som i dag anses for at være et usædvanligt monumentalt levn, som stadig har et futuristisk, science-fictionagtigt udseende.

Bygningen har form som en UFO (en slags brutalistisk, retro-futuristisk flyvende tallerken) og træder frem i baggrunden i et imaginært landskab, hvor familiemedlemmer klædt i folkloristiske dragter bevæger sig rundt.

Som kritikerne har udtrykt det:

“I Weekend 2126 – The Valchevs (2008) er familien Valchev afbilledet, som om de er på en solrig søndagsudflugt og slentrer rundt på Buzludzha-bjergets skråninger. Nogle familiemedlemmer er endda ved at komponere musik efter at være landet i deres skib på toppen af bjerget i et ellers øde landskab. Med lige dele gentænkt gammelt og halvt husket nyt foregår denne scene i fremtiden, så meget står i hvert fald klart. Dette til trods for deres excentriske etnisk-middelalderagtige klædninger, dashikimønstrede bluser og håndbyggede musikinstrumenter, der minder om noget længst glemt, popkulturelt folklore. Missirkov/Bogdanovs tableau er en mulig version af, hvordan Buzludzha kan blive opfattet og vurderet flere generationer senere.”

1234567

Home