5. Massemedier og demokrati
Forholdet mellem magten, medierne og offentligheden er et emne, der slår stærkt igennem i Olaf Metzels og Antoni Clavés værker. Metzels værk omdanner i en mere eksplicit og provokerende tone pressens oplysninger til en slags guldbelagt afgudsbillede.
Magten til at oplyse – men også fordreje – offentlighedens opfattelse af og holdning til dagligdagens begivenheder er et tilbagevendende tema i Olaf Metzels kunst. Det store panel Il Messagero, mercoledì 12. October 1988 (1989), består af metalmatricer til trykning af den italienske avis af samme navn på datoen i titlen. De centrale emner, der er præget i matricerne – kidnapning, terror, tragedier – er gengivet, så de næsten ikke er til at skelne fra nutidens distancerede tilskuere, ved hjælp af den indviklet opbrudte overflade af dette aluminiumsrelief.
Antoni Clavés maleri udtrykker værdien af pressenyt og spredningen heraf i byrummet. New York II (1989) hentyder til formidlingen af kultur, den konstante forbrugscyklus og den hurtige nedslidning og udskiftning. Poppoesi og brugen af collage – avis- og magasinbilleder anbragt direkte på overfladen – falder i tråd med den amerikanske Robert Rauschenbergs kunstneriske produktion i tresserne: billeder vævet ind mellem hinanden i et palimpsestlignende arrangement med spredte strøg af lysende pigment.
Referencer til nyheder, der er indlejret i aviser ved hjælp af tekster og fotografier, underbygger også konceptværket Wall (2008), hvori multimediekunstneren Anna Baumgart iscenesætter en ulykkelig og tragisk hverdagssituation fra et bestemt tidspunkt i Europas historie.
Inskriptionen Reuters Forum – nyhedsbureauet – er præget med kapitæler på benet af en af figurerne som angivelse af skulpturensemblets ikonografiske oprindelse. Den visuelle reference er da også et velkendt pressefoto af østberlinere, der flygter fra deres hjem, før de blev fanget bag Berlinmuren i august 1961. På dagen for fotografiet blev muren, der delte byen i to, endnu vanskeligere at forcere og blev til den dødbringende forhindring, der kom til at symbolisere den dybe ideologiske kløft mellem Sovjetblokken og Vesten i de næste tre årtier. … indtil 1989, da muren faldt – et historisk øjeblik, der er indfanget i nogle af de fotografier, der udgør Frank Thiels serie Berlin (1990).
Baumgart sender referencer til sine skulpturers fotojournalistiske oprindelse ved at dele hver skikkelse i to halvdele: grå gradation på forsiden og ensfarvede hvide områder på bagsiden. Denne opdeling afspejler gruppens todimensionelle oprindelse og omdannelsen heraf fra et foto til et tredimensionelt rum.
Selv om skulpturen er langt mere abstrakt end det oprindelige fotografi og ikke viser detaljerne i de enkelte personers ansigt, tilfører Baumgart værket en bemærkelsesværdig realisme igennem de genstande – tasker og æsker og deres tekstur – som personerne bærer. Følelsen af hast og frygt, der afsløres på billedet i østberlinernes stilling og gestik, er blevet mildnet i skulpturen, der er lavet af akrylharpiks, et meget udbredt materiale blandt banebrydende samtidskunstnere som billedhuggerne Juan Muñoz og Keith Edmier.