4. Risici og trusler mod demokratiet
Polarisering af konflikter og uenigheder mellem forskellige samfundsgrupper, frygt for fremtiden og overdreven overvågning og kontrol af den enkelte er temaer og bekymringer, der er afspejlet i en række værker, som fremstiller tilstande af krise og ubehag og ansporer os til at indtage en bevidst holdning til den virkelighed, de fortolker. Willie Doherty fotograferede et bylandskab, en øde gade i sin hjemby Derry, hyldet i et lysende slør, tilsyneladende mennesketomt. Ved at bruge ellipse indfanger han en situation, der rummer skjult vold og usynlige spændinger, og mærker den med ordet Enduring – som betyder modstand, vedholdenhed, integritet.
TWO/FOUR/TWO (Art Group Created In 1996) Costas Mantzalos (*1963) & Constantinos Kounnis (*1973): Believe In Me, 2005 – On display in Parlamentarium, Brussels
Doherty knytter således et bånd mellem ord og billede, som allerede blev praktiseret i det 20. århundrede af dadaisterne, surrealisterne og senere konceptkunstnerne. Han øser af denne semantiske kilde som henvisning til den historiske, politiske og samfundsmæssige konflikt i Nordirland og hentyder til budskaberne og graffitien på muren på begge sider af gaden i Derry.
Det er lakoniske og ved første øjekast kryptiske budskaber som f.eks. dem, der er skrevet på hans diptykon: Many have eyes but cannot see (1992). På de to dele står ordene: “Forsvindingspunkt” og “Blind vinkel”, der måske hentyder til den blinde vinkel, som ikke fanges ved en overvågning med kamera eller patruljering.
Øjet, som har potentiale til at se og ubevidst ransage visse dele af territoriet og samfundslivet, er et foruroligende ikonografisk element i det fotografiske installationsværk Believe in me (2005) der er skabt af duoen TwoFourTwo. De fire paneler er baggrundsbelyst, og et stort, menneskeligt øjenlåg træder frem fra baggrunden bag fængselslignende tremmer. Doherty har til sit foto Enduring trukket på en specifik sociohistorisk kontekst. Hvis man ser bort fra billedets geografiske og politiske baggrund, kan dets betydning ekstrapoleres generelt til ethvert andet sted og enhver anden situation, hvor civilsamfundet opretholder en støt, tavs modstand over for en trussel. Desuden rummer Dohertys værk viljen til at holde erindringen om de begivenheder, der skabte konflikten, i live. Heraf kan udledes en advarsel om nødvendigheden af at øge et samfunds folkelige og kreative kapacitet til fredelige løsninger på problemer, fremme samarbejde og undgå ekstreme, voldelige situationer som den, der er afbilledet i James Hanleys The Convert (1992).
Når staten forvandler sig til et frygtsomt apparat, der ikke tjener borgerne, men udnytter dem og invaderer deres privatliv, tager den form af den mytologiske, uhyggelige Leviathan. Det er den, man ser dukke op af havet på midterpanelet i Andrey Daniels apokalyptiske triptykon: Trilogy: The Elusive Meaning of Cause and Effect: To Bruegel, The Mating Season of the Leviathans, The Death of Worker X (2009). Det er sandsynligvis Thomas Hobbes’ Leviathan (1651) som Daniel henviser til med sin hyldest til 1500-talsmaleren Pieter Bruegel d.æ. Det er specifikt et af Bruegels mesterværker, han henviser til: Dulle Griet (ca. 1564) – Collection of the Museum Mayer van den Bergh, Antwerpen – hvor hovedpersonen, Dulle Griet, kigger ind i helvedes port placeret som munden i en leviathans ansigt.
Lige som Bruegels malerier kunne betragtes i det 16. århundrede som et billede på populærkulturen, er skikkelserne i Daniels triptykon almindelige mennesker fra det 21. århundrede – turister på venstre panel og bygningsarbejdere på højre – som alle oplever en pludselig kosmisk omvæltning, der vender op og ned på deres liv. I Bulgarien var Daniel anerkendt som “en kunstner, en samfundsleder, en kollega, en mentor, der slog sit navn fast som en af de ledende kunstskikkelser, der drev bulgarsk malerkunst fremad ved udgangen af det 20. århundrede og omkring årtusindskiftet”. Som en af de bedste kunstkendere af Daniels værk har påpeget, hævdede og troede Daniel på, at kunstnere bør sammenfatte mening: “Og hvis vi ikke lærer at opfinde mening, at sammenfatte mening for os selv og andre, for store befolkningsgrupper, er denne eksistens snarere en slags vegetativ tilstand”.
Andre farer og katastrofer – terror, krig, vandalisme osv. – som også truer demokrati og frihed, fremstilles humoristisk af Flo Kasearu i en serie tegninger med titlen Fears of a Museum Director (2014). Disse tilsyneladende komiske scenerier har en dybere betydning. De udtrykker frygten for en usikker fremtid gennem en typisk journalistisk tegneserietilgang ved at vise et repertoire af ekstreme hændelser og katastrofer, hvori enhver offentlig eller privat institution kunne være indblandet.
Risikoen for ukritisk tænkning og fremmedgørelse er præcist, allegorisk fremstillet i olie på træ af Yannis Gaitis i The Parade (1983). Her er begreberne overbefolkning, indoktrinering og ensretning portrætteret i form af det fællesmenneskelige omdannet til en lineær og fremmedgjort hjord af identiske personer i endeløse rækker. Gaitis giver denne rigide folkemængde et strejf af humor og gør det lettere for os at fordøje denne fremstilling af et samfundssystem, der er overvældende ensartet. Sluttelig bliver en følelse af usikkerhed vakt af Dan Wolgers’ End of the public road (1995), hvor beskueren kan genkende sig selv i føreren af bilen, der er afspejlet i det metalblå vejskilt i vejsiden. Hvis vi fortolker den offentlige vej som en metafor for civilisationen og retsstaten, kan vi se på dette foto som en tvetydig advarsel om, hvad der kan skimtes uden for rammerne af retssikkerhedsprincippet.