1. Den Europæiske Union. Det europæiske projekt. Demokratiet og dets spilleregler
Vi begynder vores kunstneriske rejse rundt i og om demokratiet med en række værker, som materialiserer positive og spændende visioner om virkeliggørelsen af det europæiske projekt.
John VASSAR HOUSE: Parlamento Europeo, 1979 – On display in visitors’ area, Strasbourg
I slutningen af 1980’erne fremstillede Françoise Schein en serie paneler, der kunne sammenlignes med relieffer med formmæssige referencer til byudviklingsplaner for store moderne byer eller kort over infrastruktur og kommunikationsveje (metro- og toglinjer, større vejnet og flyruter). Hendes Ideoglyphe Européen (1988) består af et labyrintisk mønster af krydsende ruter og linjer placeret på en plade af rustent metal – et netværk af snoede veje, hvorimellem bittesmå elpærer blinker dér, hvor EU’s hovedstæder ville befinde sig på et kort over kontinentet. Over “kortet” sidder fire små ure, der viser tidszonerne, og som ifølge Scheins intention bør stilles korrekt som tegn på forståelse og enighed mellem landene: “mettre des montres à l’heure = signe de l’entente, accord”.
I 1997, da værket blev købt og ophængt i Europa-Parlamentet, definerede Schein dette panelrelief som et “abstrakt værk, der faktisk beskæftiger sig med det europæiske projekt som tema. Det beskriver grænserne om et kontinent i bevægelse og fuld sving og blev skabt to år før Berlinmurens fald. Det er et forvarsel om en begivenhed, der skulle ryste Europa efter Anden Verdenskrig, og jeg skabte det efter at have boet i New York i 10 år, hvilket var et langt og fjernt fravær, der utvivlsomt satte mig i stand til at se Europa udefra og forstå den sammenhængskraft, der binder alle Europas lande sammen, og som er skabt af ét folkeslag: europæerne”.
Schein definerede også Ideoglyphe som det første i en lang serie storformatværker, som hun har fremstillet siden 1989. Hendes internationale bykunstprojekt, der er udfoldet i forskellige metrostationer i europæiske hovedstæder, havde også et grundlæggende motiv, nemlig netværket, med tanke på det tætte forhold mellem viden og demokrati.
Et andet symbolsk værk, der beskæftiger sig med Europa-Parlamentets centrale funktion som maskinrummet i det parlamentariske demokrati på kontinentet, er European Parliament (1979). Ophavsmanden John Vassar House skabte en skulptur, som minder om et stort kompas, astrolabium eller navigationsinstrument, der symboliserer et bestemt øjeblik i det europæiske projekts historie, 1979:
“Værket Europa-Parlamentet fejrer mindet om valget i 1979 og fremstiller et øjeblik, hvor adskillige europæiske lande er på vej ind i Fællesskaberne. De eksisterende lande indgår i ringen med deres tydelige kileform og danner en fuld cirkel. De nye medlemsstater er klar til at slutte sig til ved hjælp af centrifugalkraften.”.
Desuden indarbejdede han i skulpturens morfologi en væsentlig reference til magtdelingen inden for EF:“Den lille laminerede ring, der drejer om sin akse, som består af tre pinde, der symboliserer Rådet, Kommissionen og Domstolen, repræsenterer mekanismen i de ikkelovgivende funktioner.”.
Disse inspirerende principper blev omsat i en fascinerende roterende mekanisme, et fantasikompas eller imaginært ur, som med sin dynamiske hældning på aksen viser bevægelserne i en fælles indsats samordnet mellem de lande, der udgjorde EF i 1979, og dem, der stod på tærsklen til medlemskab.
Vassar designede denne skulptur som et “visuelt minde om den historiske megabegivenhed, som det første almindelige direkte valg til Europa-Parlamentet var”, og sagde yderligere om dets betydning: “Hvert af de kileformede elementer i ringen symboliserer en af de ni medlemsstater, og elementernes størrelse afspejler den daværende stemmevægtning. På elementernes forskellige overflader kan landet, som de repræsenterer, aflæses. Den midterste ring viser en enhed af nationer: Europa-Parlamentet. Tre bevægelser mod uret langs den indre ring symboliserer henholdsvis Frankrig – Tyskland, Benelux – Italien og Danmark – Det Forenede Kongerige – Irland som en kronologi over nylige europæiske samarbejdsakser. Grækenland er sat i venteposition, klar til at træde ind i ringen. Skulpturens sokkel, der repræsenterer vælgerne, er sammensat af et væld af forskellige politiske strømninger, som hele Parlamentets struktur hviler på. Disse strømninger topper som en kinetisk kraft, der sætter skub i Parlamentets virke..
Den lovgivende magt i EF havde til huse i den sal, der er repræsenteret i værket Hémicycle Strasbourg (1987) som viser et udsnit af plenarsalen i forbindelse med en samling under forsæde af P. Daenkert i 1987. Motivet er formentlig taget fra et fotografi fra perioden og billedligt fortolket af John Goudie Lynch med dokumentarisk nøjagtighed og teknisk omhu.
Nær Europa-Parlamentets anden stor plenarsal, i Bruxelles, står det monumentale værk Confluences (1989), som er skabt af den belgiske billedhugger Olivier Strebelle,og trodser tyngdeloven som et af hans teknisk mest dristige værker. Kunstneren rejste et veritabelt ståltræ med en stærk, cylindrisk stamme, der forgrener sig i toppen i utallige rør, der er bundtet og snor sig, mødes og svajer i Spaak-bygningens atrium. En fri og organisk struktur, som – jævnfør titlen – symboliserer en sfære af møder og sammenløb, broderskab og god forståelse, som de europæiske nationer skal bestræbe sig på at opretholde i deres udvekslinger og fælles projekter.