Yannis Gaitis blev født i Athen i 1923. Yannis begyndte meget tidligt at interessere sig for kunst, og han gik på Athens kunstakademi mellem 1942 og 1948 på trods af de familiemæssige ofre, der var et resultat af Anden Verdenskrig. På trods af de overdrevent høje priser på det tidspunkt manglede Gaitis aldrig maling eller pensler. Desværre var det akademiske miljø ikke så kreativt inspirerende, som den unge maler kunne have håbet. Det afskrækkede dog ikke hans passion, så han frekventerede blot åbne atelierer, hvor han frit og vildt kunne udtrykke sin kreativitet.
Hans første udstilling blev organiseret i yderste hemmelighed og med stor risiko i 1944 i hans private hjem – på afstand af de tyske besættelsestropper. I ly af natten dækkede Gaitis og hans kommunistiske kammerater Athens mure med antifascistisk propaganda. Befrielsen fra de tyske undertrykkere skulle dog desværre snart blive fulgt op af de begrænsninger, som den græske borgerkrig forårsagede. Som det var tilfældet for de fleste intellektuelle, var maleren tvunget til at holde sig skjult. Han ophørte med at udstille, men han holdt ikke op med at male eller med at udforske ny måder at udtrykke sig på. Gaitis’ hjem blev et hemmeligt mødested, hvor digtere, forfattere, kunstnere og andre kunne diskutere kunst i dens mest moderne former.
Selv om Gaitis var bevidst om risiciene, udstillede han sine nye værker i 1947 – påvirket af det 20. århundredes vigtige bevægelser inden for moderne kunst såsom kubismen, surrealismen og dadaismen. Kritikerne var hurtige til at fordømme hans værker, hvilket tvang maleren til at fortsætte sit arbejde i hemmelighed. Da han blev kontaktet af hæren med henblik på at blive indkaldt, foregav han psykiske problemer for at undgå at blive hvervet. Ikke desto mindre spillede Gaitis – der var under tæt overvågning – et forræderisk spil kispus med myndighederne i flere år.
I tiden efter borgerkrigen blev der plads til at forholde sig mere åbent over for de moderne mestre og deres tilhængere. Kunstnere som Picasso, Braque og Chagal blev nu vist i græske institutioner. Motiveret og inspireret sluttede Gaitis sig til Akrei-gruppen, som radikalt omfavnede nye udtryksformer og afviste den figurative kunst. Gruppens formsprog var desværre for ekstremt for et skrøbeligt Grækenland, der fortsat var i gang med sin helingsproces.
Da der ikke var nogen fremtidsmuligheder i sigte i Grækenland, flyttede Gaitis og hans hustru til Paris i 1954. Chokket var både betydningsfuldt og velgørende. I korrespondancen med sine slægtninge indrømmede han, at selvom hans kunst var 50 år foran i Grækenland, så var den 50 år bagud i Paris. Livet i Paris var præget af nøjsomhed, men det var produktivt: Gaitis foretog sig ikke meget andet end at spise, sove og male. Endelig kom mulighederne til ham, og han udstillede i Paris, Reims, London, Tyskland, Italien og Brasilien. Han knyttede sig til forskellige grupper og bevægelser og benyttede enhver lejlighed til at dele sin passion og tage ved lære af sine fagfæller.
I 1960’erne kom der en uventet udvikling. Gaitis – den radikale, abstrakte kunstner – vendte tilbage til figurationen og oplevede fødslen af sin “karakter” – en “karakter”, der skulle definere resten af hans livsværk. Hans “anthropakia” (identiske små mænd), hvis udseende blev finpudset i løbet af 1970’erne, blev den nøgle, der kom til at cementere hans internationale anerkendelse. Endelig – og senere end resten af verden – kunne Grækenland byde sin “fortabte søn” velkommen tilbage. Efter en periode med rejser frem og tilbage mellem Athen og Paris slog Gaitis sig ned i sin hjemby i 1974. Nu, hvor han var kendt og berømt, voksede hans udstillinger eksponentielt – både hvad angik antal og betydning – i Grækenland og rundt omkring i verden, herunder i Bruxelles, Rom og New York.
Som et bittersødt udtryk for anerkendelse dedikerede byen Athen en retrospektiv udstilling til Gaitis’ arbejde i 1984. På trods af sit dårlige helbred – han havde et lige så passioneret forhold til rygning, som han havde til kunst – holdt han ud til ferniseringen. Han døde blot et par dage senere. Han fik en national begravelse efter mange år, der havde været præget af et kompliceret forhold til hjemlandet.
