John Goudie Lynchs livsbane er repræsentativ for det europæiske projekts kulturelle rigdom. Han studerede i Glasgow på Glasgow School of Art (1964-1968) og underviste derefter i kunst på den internationale skole i Amsterdam, inden han flyttede til Frankrig for at leve og kreere. Ved første øjekast kunne Lynchs arbejde karakteriseres som naivt beskrivende portrættering af nutidige skikkelser og tider. Men ved nærmere eftersyn bemærker man de let forvrængede kropsholdninger, de ujævne proportioner, skikkelsernes stærke og undertiden besynderlige udtryk og de surrealistiske situationer, som de befinder sig i. Nogle af dem møder endda betragterens blik og sprænger således maleriets fjerde illusionære mur, idet de interagerer med den nu involverede tilskuer. Det er derfor overraskende, at en så ukonventionel kunstnerisk tilgang er blevet valgt til at skildre scener fra det parlamentariske liv og dets procedurer i denne samling. Hémicycle Strasbourg, der er kunstnerens donation til Europa-Parlamentets samling af samtidskunst, er det mest konventionelle af hans tre malerier. Sceneriet fastholder den mangfoldighed af sideløbende mikrobegivenheder (hviskede kommentarer, undertrykte gab, dagdrømmeri, dokumentlæsning samt mange andre), som udfolder sig under samlingerne i mødesalen. Et fragment, der opsummerer en hel institution.