Tiong Ang blev født i Surabaya i Indonesien i 1961, men er uddannet i Nederlandene, hvor han har boet og arbejdet næsten hele sit liv. Ang studerede på Gerrit Rietveld Academie, hvorfra han dimitterede i 1986, og Rijksakademie van Beeldende Kunsten (rigsakademiet for billedkunst) i Amsterdam, hvorfra han dimitterede i 1990. Oprindeligt var hans arbejde baseret på maleri og centreret omkring synet i bredeste betydning. De tidlige værker var portrætter af personer, som oplevede en eller anden form for manglende synsevne: tvungen øjenoperation, obduktion og blindhed. De fleste af illustrationerne var struktureret som åbne bøger med en tydelig fold i midten, hvilket gav “læsningen” af dem stoflighed og tekstur. På trods af de dystre motiver er malerierne ikke makabre eller chokerende, da beskueren snarere får en oplevelse af foruroligende mystik.
Anvendelsen af forskellige former for slør er også et tilbagevendende aspekt i Angs tidlige arbejde. Dette tilføjede gennemsigtige lag bremser beskuerens blik, beskytter billedet og fokuserer opfattelsen heraf. Vores opmærksomhed manipuleres på en sådan måde, at den øges.
Øjnene, vinduerne til sjælen, er et symbol på synet i betydningen opfattelse – den dannende udsigt til verden omkring os. Idéen om at blive blindet ændrer sig lidt efter lidt fra den bogstavelige betydning til mere subtile betydninger, særligt medieovermætning. Med denne overgang retter Ang opmærksomheden mod mindre personlige og mere sociale bekymringer om synet, objektive og subjektive, individuelle og kollektive. Dette tematiske skift ledsages af en teknisk udvikling. Fotografi, video, installation og performance føjes til kunstnerens repertoire, hvilket matcher idéen om overstimulering glimrende. I sit arbejde med alle disse kunstformer fokuserer han på de sociale, følelsesmæssige og eksistentielle følger og en vellykket håndtering af fordrivelse, umage identiteter og udbredelsen af billeder.
Massemediernes og de digitale mediers indvirkning på individuelle perspektiver og den kollektive hukommelse er tilbagevendende temaer, og det samme er de former for angst, der opstår som følge af mobilitet og globalisering. Den røde tråd i arbejdet er konflikten mellem uengageret objektivitet og engageret subjektivitet, og den viser, hvordan massemedierne ikke kun påvirker vores opfattelse af steder og begivenheder, men også former vores virkelighed. Perspektiverne ændrer sig, skifter og vendes på hovedet, instruktøren bliver en voyeur, og publikummet bliver deltagere. Der leges med rollerne, og rollespillet opstår gennem en konstant omgruppering af det virkelige.
