Skip to main content

Aleksejs NAUMOVS


(1955)

Aleksejs Naumovs blev født i Riga i 1955. Han påbegyndte tidligt sin kunstneriske uddannelse på Janis Rozentāls-kunstgymnasiet (1968-1974) og skiftede derpå til det lettiske kunstakademi (1974-1980), hvor han studerede malerkunst og fandt inspiration hos bl.a. Paul Klee, Henri Matisse, Raoul Dufy og Marc Chagall. Drevet af en konstant nysgerrighed fulgte han et ph.d.-program under professor Eduards Kalniņš (1980-1983), hvorefter han tog et år i udlandet på L’École Nationale Supérieure des Beaux-Arts de Paris ved Sorbonne (Art Plastique) (1987-1988). Herefter skiftede han straks til en løbebane som underviser, hvor han i 1992 blev lektor ved det lettiske kunstakademi, i 1994 professor, 1997-2007 prorektor for institutionen og endelig 2007-2018 dens rektor.

I kunstnerisk henseende hører Naumovs til i eliten af moderne lettiske friluftslandskabsmalere. Hele hans “alla prima”-arbejdsproces, lige fra idéfasen over observationsfasen til fuldførelsen, foregår i det fri. Kunstneren tilbringer dermed særdeles megen tid udendørs, da det er en væsentlig del af hans kunstneriske praksis. Som følge af sin fortrolighed med at arbejde i det fri har Naumovs udviklet en enestående påskønnelse og fejring af det naturlige lys i sin kunst, hvor han benytter solens stråler eller fraværet af samme til at formidle en stemning, en atmosfære, et øjeblik. Dette fokus har en naturlig indvirkning på hans farvevalg, som er spontant, følelsesbetonet og rummer rige nuancesammensætninger og rumlige kompositioner.

Naumovs har gennem sin særlige tilgang, som minder om de impressionistiske mestres, indfanget scenerier som Venedigs kanaler, Seinen og Notre Dame i Paris, farvet røde af solens stråler, og det turkise hav i Nice, pragtfulde etruskiske vaser i Firenze og himlens genspejlinger i dammen ved Ķidēnu i Vecpiebalga.

Overordnet kan hans oeuvre opdeles i klart adskilte perioder: Først forsøgte han at skabe fauvistiske udtryk ved hjælp af temperateknik, og senere arbejdede han med abstrakt maleri og eksperimenterede med impressionisme. På grund af denne kombination af tilgange er hans arbejde blevet beskrevet som “ekspressionistisk impressionistisk”.

Naumovs’ seneste soloudstillinger omfatter: On the Sunny Side, Tukums Kunstmuseum, Tukums, Letland (2020); Never-ending Landscape, Valmiera Museum, Valmiera, Letland (2019); Never-ending Landscape, Letlands nationale kunstmuseum, Riga, Letland (2018); Aleksejs Naumovs visits Ģederts Eliass, Ģederts Eliass-museet for kunst og historie, Jelgava, Letland (2011); Turquoise, Galerija Māksla XO, Riga, Letland (2011); Paintings, Galerija Daugava, Riga, Letland (2011); Landscape – XXI Century, Galerija Daugava, Riga, Letland (2010); Landcape – XXI Century, Jūras vārti-teatret, Ventspils, Letland (2010); A Birthday, Galerija Daugava, Riga, Letland (2009); Landscapes, M-Art Gallery, Bruxelles, Belgien (2007); My Paris, Carousell Gallery, Riga, Letland (2006).
Naumovs har siden 1980 været medlem af den lettiske kunstnersammenslutning og var et af de stiftende medlemmer i den internationale kunstforening B13.

Søg i samlingen

efter geografisk oprindelse

efter kunstner