Valerio Adami blev født i Bologna i 1935. Han anses ofte som den italienske maler, der har den tydeligste og mest berømmede franske indflydelse. Han blev først uddannet hos Felice Carena. Kort efter flyttede han til Brera-kunstakademiet i Milano for at studere malerkunst, primært antik og nyklassisk. Efter færdiggjort uddannelse fik han en stilling i Achille Funis atelier, hvor han arbejdede fra 1951 til 1954. Her tegnede han i omkring otte timer hver dag og delte sine tidlige ekspressionistisk inspirerede værker med sine kolleger og fagfæller. Adami skulle dog hurtigt lægge denne indflydelse bag sig og definere sin egen unikke visuelle identitet. Hans stil kan opsummeres som farvede former omgivet af tykke sorte konturer behandlet som flade farvenuancer og blottet for skygger. Som surrealist i sin historiske indflydelse minder hans stil også om tegneserieillustrationer, glasarbejde i kirker og japanske tryk, hvilke var yderst populære i kunstkredse, efter de kom frem i slutningen af det 19. århundrede.
I 1955 besøgte Adami Paris for første gang, hvilket markerede begyndelsen på hans kærlighedsaffære med den franske hovedstad. Siden da har hans tid været opdelt mellem Rom og lysenes by, hvor han minglede med de allermest berømte avantgarde intellektuelle.
I løbet af 1970’erne fik Adami sit gennembrud som en af de vigtigste repræsentanter for la nouvelle figuration takket være sin unikke illustrerede stil, som med tiden er blevet yderligere udviklet og forstærket. De mættede og rige farver efterlader ingen tvivl eller ufærdig fornemmelse. Man skal kigge ind bag hans værkers figurative stil for at forstå hans billeder som indsigtsfulde rekonfigurationer frem for visuelle referencer. Hans malerier er beretninger: om litteratur, rejser, poesi og musik, men frem for alt en personlig og kollektiv erindring. Herfra stammer også hans portrætter af berømte personer (James Joyce, Freud, Walter Benjamin) og fremstillinger af historiske begivenheder (Den Franske Revolution).
Ved at sondere den kollektive underbevidsthed blev Adami et interessant emne for prominente æstetikere som Jacques Derrida, Gilles Deleuze eller Jean-François Lyotard. Sidstnævnte opdelte Adamis produktion i kronologiske kapitler: 1960’erne 1970’erne og forbrugerismens påvirkning af krop og sind 1980’erne og den modernistiske renæssance og erindringer om kærlighed, længslens forvandling og monumenter over adskillelse og død.
Hans værkers dominerende kvalitet er hyldet ved flere anledninger rundt omkring i verden såsom hans storslåede retrospektive udstilling i Pompidou-centret i 1985 eller i Grand Palais i 2008, hvilket er et bevis på, at Paris har taget ham lige så meget til sig som omvendt.
I slutningen af 1970’erne skete der et markant skift til værker i stor skala, det første i First National City Bank i Madison, Wisconsin (1973-1974). Dette blev efterfulgt af glasarbejde for Vitry-sur-Seine (1985), arbejde for Théâtre du Châtelet i Paris (1989), storslåede malerier på Gare d’Austerlitz i Paris (1992), og arbejde for Park Hyatt Tower Hotel i Tokyo (1993-1994).
Mod slutningen af sin karriere fokuserede Adami på at oprette en fond dedikeret til tegnekunst i Meina i Italien.
