Algis Griškevičius blev født i Vilnius i 1954. Efter to års militærtjeneste umiddelbart efter sin uddannelse (1973-1975) opdagede Griškevičius teaterverdenen gennem sit arbejde som kunstnerisk assistent ved Litauens Nationale Opera- og Balletteater (1976-1980). Efter denne formative erfaring valgte kunstneren at forfølge sit naturlige talent på Statens kunstinstitut i Litauen (nu Vilnius kunstakademi) fra 1980 til 1985. Samtidig arbejdede han som scenografimaler på Litauens statslige ungdomsteater (1980-1990) og fra 1990 og frem som uafhængig kunstner. Griškevičius er blevet hædret for sine malerier, men han har også skabt sig et navn og en plads på scenen for samtidsfotografi i Litauen.
Selv om Griškevičius’ malerier naturligvis skabes i Vilnius, kan de kun betegnes som “af en anden verden”. Dette skyldes flere elementer, som alle er bevidst formuleret. Tematisk set er fravær og tomhed fremtrædende elementer i den valgte og afbildede scene. I de fleste tableauer forventer eller afventer man ligesom en menneskemængde, og det forstærker følelsen af “fravær”, som umiddelbart fører til spørgsmålet: “Hvorfor er disse scener mennesketomme?” Tiden synes at stå stille og være frosset fast på trods af de bløde og ærlige farver. Denne effekt får tilskueren til at stirre på maleriet, som om der var noget særligt at bemærke for at afsløre den fotografiske absurditet. Teknikken har en indforstået virkning. Malerierne er struktureret på klassiske vis med tre dybdeplaner, der kan opdeles som følger: et første plan med mimetisk nøjagtighed, et andet plan med geometrisk sammensætning og et tredje og dybere plan, der anvender en mere suggestiv teknik med vibrerende penselstrøg. Alle disse parametre tilsammen er et vidnesbyrd om Griškevičius’ teaterbaggrund. Hvert maleri er struktureret ikke så meget som et fladt billede, men snarere som en fysisk gruppe. Derved får man en fornemmelse af, at det er en scene i et sceneri, ligesom en skueplads, der er bevidst om vores tilstedeværelse – det eneste, der er. Ansigt til ansigt står maleriet og tilskueren og … venter.
Denne surrealisme i kompositionen overføres senere til fotografiet, men med andre metoder og for at opnå et andet resultat. Der er et væld af detaljer, som hver især sætter spørgsmålstegn ved tilskuerens mening. Denne mise-en-scène bliver til en slags symbolisme, hvor figurerne optræder i hverdagssituationer med en lettere absurd vinkling. Denne kontrast giver hver komposition en filosofisk undertekst, som man frit kan fortolke. Opbygget på denne måde er Griškevičius’ fotografier placeret med én fod uden for den litauiske fototradition (begrebsmæssig symbolisme) og en fod fast forankret inden for denne (filosofiske dilemmaer rodfæstet i forenklede fremstillinger).
Dette spændende værk er blevet vist over hele verden på over 73 soloudstillinger og 100 kollektive udstillinger og i seks bogudgivelser mellem 2004 og 2019.
