Allen Jones blev født i Southampton i 1937. Tre år senere flyttede hans familie til Ealing i den vestlige del af London. Han var interesseret i kunst i en tidlig alder og begyndte at studere maleri og litografi i 1955 på Hornsey College of Art i London, som han dimitterede fra fire år senere. Mens han stadig var under uddannelse, førte hans nysgerrighed ham til Provence i Frankrig, hvor han stiftede bekendtskab med Robert Delaunays arbejde. Jackson Pollock, hvis værker han så på Whitechapel Gallery i 1958, var på det tidspunkt en anden stor indflydelse.
I 1959 forlod Jones Hornsey College til fordel for Royal College of Art. Dette skift skulle vise sig at blive en blandet oplevelse. Han var jævnligt i kontakt med andre fremsynede kunstnere, og sammen med dem udgjorde han første generation af den britiske popkunst: R. B. Kitaj, Peter Phillips, David Hockney og Derek Boshier. Der var en tydelig appetit på det nye i de kredse, han færdedes i på dette tidspunkt: “Jeg ville bryde helt ud af, hvad der blev betragtet som acceptabelt inden for kunst. Jeg ville finde et nyt sprog for gengivelsen … komme væk fra den idé, at den figurative kunst var romantisk, at den ikke var barsk.” Desværre hilste hans nye institution ikke disse kunstneriske forandringer velkomne, og der blev statueret et eksempel, da Jones blev bortvist ved udgangen af det akademiske år 1960. Han vendte tilbage til Hornsey, som han dimitterede fra i 1961. Jones lagde sine frustrationer bag sig og deltog i Royal Society of British Artists-udstillingen Young Contemporaries i 1961. Denne udstilling, som også omfattede navne som David Hockney, R. B. Kitaj, Billy Apple, Derek Boshier, Joe Tilson, Patrick Caulfield og Peter Blake, anses i høj grad for at være den, der markerede starten på britisk popkunst.
Da han var interesseret i den amerikanske version af den stil, han var pioner for i Det Forenede Kongerige, flyttede Jones til New York i 1964. I sin tid i Amerika lærte Jones, sammen med vennen og kunstneren Peter Phillips, som sluttede sig til ham med et Harkness Fellowship, at man må præsentere intentionen med sin kunst så tydeligt som muligt, og han stræbte efter at skabe håndgribelige billeder fremadrettet.
Måske er dette grunden til, at han efter sin tilbagevenden til London, vendte sig mod skulpturkunsten, som nu er den kunstform, han er bedst kendt for. 1969 markerede særligt et vendepunkt, da han skabte glasfiberværket Chair, som i høj grad skabte – og fortsat skaber – kontroverser. Værket, som er inspireret af BDSM og derfor er utvetydigt seksuelt og erotisk, lader til at objektivisere kvinder ved at sidestille dem med møbler. Fordi det blev og bliver opfattet som misogyni, er Jones blevet genstand for diskussioner og stridigheder i kunstverdenen. Hver gang værket udstilles, resulterer det i kontroverser og anklager om misogyni. Jones gik glip af flere arrangementer efter gentagne hændelser.
1970’erne markerede en tilbagevenden til lærredsmalerierne og mere enkle former med en klar vægt på farver, som bruges til at tilføre bevægelse til figuren, idet de modsvarende gule og grønne arme befinder sig i diagonalt modsatte stillinger. Walker Art Gallery i Liverpool afholdt en stor retrospektiv udstilling af hans arbejde i 1979, som senere kom til Serpentine Gallery i London. Senere værker fra det 21. århundrede er store stålskulpturer af sammenflettede anonyme figurer. Efter at have vokset som kunstner og menneske er Jones igen blevet hilst velkommen i kunstverdenen, og hans værker var med på Pop Art Portraits-udstillingen på National Portrait Gallery i London, og Tate Britain dedikerede et lokale til hans akvareller, tegninger og malerier. I 2008 fyldtes et lokale ligeledes med hans akvareller på Royal Academy of Arts.
Allen Jones bor og arbejder i London.
