Ângelo César Cardoso de Sousa blev født i Lourenço Marques (nu Maputo) i 1938. Han tilgik sin kunstneriske udvikling som en videnskabsmand, der foretager et eksperiment: Han tog prøver, testede, kombinerede materialer, studerede reaktioner og udviklede til sidst det, han fandt, var umagen værd. Han flyttede fra kolonitidens Portugisisk Østafrika i 1955 til Porto, hvor han indskrev sig ved Escola Superior de Belas-Artes – højskolen for de skønne kunster (1955-1963). Han kom selv til at undervise på denne institution (nu Faculdade de Belas-Artes – kunstakademiet – i Porto) fra 1962 til 2000.
Han holdt sin første soloudstilling i 1959 (mens han stadig studerede) på Galeria Divulgação i Porto. Han var en strålende elev og en af sin generations frontløbere. I 1967-1968 fik han ved hjælp af et stipendium fra Calouste Gulbenkian Foundation og British Council mulighed for at tilbringe 10 måneder i London, hvor han tog kurser ved Slade School of Art og Saint Martin’s School of Fine Art. I disse formative måneder eksperimenterede de Sousa med film og video efter at have erhvervet sig en håndholdt lysmåler, som han brugte til at frembringe et betydeligt værkkorpus. Efter sin tilbagevenden til Porto sluttede han sig til gruppen Os Quatro Vintes (“De fire Tyvere”) sammen med Armando Alves, Jorge Pinheiro og José Rodrigues (1968-1972).
De Sousa tog udgangspunkt i det realistiske og figurative, inden han i løbet af tusindvis af tegninger efterhånden skrællede de ydre lag af sit arbejde for at nå ind til kernen. Med kunstnerens egne ord var formålet med denne proces at fremme de “enkle og almindelige fortids- og hverdagsformer som et træ, en blomst, et ansigt, en næse […] gennem den hurtige og elementære gengivelse af skematiske figurer”. De Sousas tilgang med at anvende det minimale for at opnå det maksimale lykkedes godt, og han udvidede målestokken for sit arbejde for at skabe monumentale skulpturer og skiftede således dimensioner og udtryksmidler. I 1960’erne skabte han genstande af bøjede jern- og stålplader, der som regel var bemalet med primærfarver. I 1970’erne overførte han denne bøjelighed til sprælske værker fyldt med bånd, som instrumentaliserede spænding, strækning og vridning. Som årtierne gik, blev de Sousas arbejde mere og mere radikalt forenklet.
Ved ikke at bekende sig til en bestemt stil, teknik eller strømning nød de Sousa en håndgribelig frihed i alle aspekter af sit virke. Der kunne ad forskellige visuelle veje eksperimenteres med hvad som helst: “Jeg har ikke noget credo, jeg føler mig forpligtet til at følge,” sagde han blot.
De Sousas bidrag til kulturen som en fri og indflydelsesrig figur blev anerkendt vidt og bredt. I 1972 fik han hædrende omtale af den portugisiske afdeling af International Association of Art Critics i forbindelse med uddelingen af Soquil-prisen. I 1975 deltog han i den 13. São Paulo-Biennale. I 1978 var han med på Venedig-Biennalen. I 2008 repræsenterede han Portugal sammen med arkitekten Eduardo Souto de Moura på den 11. arkitekturbiennale i Venedig.
I løbet af hans karriere var der også regelmæssige retrospektive udstillinger: I 1993 udstillede han på Serralves Museum of Contemporary Art, i 2001 viste Sem Prata-udstillingen på Serralves Museum of Contemporary Art nogle af hans fotografiske og filmiske værker for allerførste gang, i 2003 udstillede Centro de Arte Moderna hos Calouste Gulbenkian Foundation et bredt udsnit af hans arbejder på papir, og i 2010 fulgte Jorge Silva Melo med sit filmkamera de Sousa i dennes sidste tid og udgav filmen under titlen Ângelo de Sousa – Tudo O Que Sou Capaz.
De Sousa døde i 2011.
