Angus Fairhurst blev født i Kent i 1966. Han fik sin uddannelse på Canterbury Art College (1985-1986) og Goldsmiths College (1989) – hvor han mødte sin fagfælle og livslange ven Damien Hirst – og er karakteriseret ved sin helt egen absurde humor, teknisk alsidighed og en forkærlighed for gorillaskulpturer.
Han var diskret nok til, at han blev kaldt den “glemte” i den til at begynde med provokerende Young British Artists-bevægelse, men han var ikke desto mindre en indflydelsesrig stemme i samtidskunsten sammen med sine nære venner og hyppige samarbejdspartnere Hirst, som vi allerede har nævnt, Sarah Lucas, Gary Hume, Julian Opie og Tracy Emin. På trods af sin dristighed og mangel på ærbødighed hyldede denne generation ikke desto mindre fortidens pionerer såsom Michael Craig-Martin og Francis Bacon.
I 1988, kort tid før han dimitterede, arrangerede Fairhurst en udstilling af værker af studerende. Denne udstilling betragtes generelt som en forløber for Young British Artists’ gennembrudsudstilling, Freeze, som blev afholdt nogle få måneder senere, og som Fairhurst også var involveret i. Herefter opstod der hurtigt national og international interesse.
Fairhurst befandt sig typisk lidt uden for rampelyset, men han udviklede et unikt og konsekvent sprog, hvor han brugte komik og forskellige former for fordrejning til at trænge igennem til betragteren, og som gjorde det muligt for ham at være kritisk (over for samfundet, politik og forbrugerisme), uden at det virkede, som om han prædikede. Ved at bruge gorillaen som motiv ironiserer Fairhurst måske over sig selv og kontrasten mellem det stærke dyr og hans egen skrøbeligere krop, som han altid fandt morsom. Hans tekniske arsenal, som oprindeligt bestod af maler- og billedhuggerkunsten, voksede til at omfatte film, fotografi og konceptoptrædener.
Fairhurst tog på tragisk vis sit eget liv i 2008 på den sidste dag af sin tredje soloudstilling, som blev afholdt på Sadie Coles HQ i London, efter en 10-timer togrejse til Bridge of Orchy i Skotland. Døden var et tilbagevendende tema i Young British Artists’ kunst, f.eks. Hirsts brug af kadavere og Whitereads klaustrofobiske udfyldte rum. Denne generation af kunstnere blev alligevel kraftigt påvirket af Fairhursts død, og mange kritikere betragter hans selvmord som enden på Young British Artists’ “sorgløse” tid.
