Antoni Tàpies i Puig blev født i Barcelona i 1923. Selv om han udviste kunstnerisk talent og nysgerrighed fra en ung alder, tilskyndede hans familie ham til at følge en mere traditionel og sikker vej, hvorfor han studerede jura. Ikke desto mindre fortsatte Tàpies med at skabe kunst som selvlært amatørkunstner. Tàpies var traumatiseret på to planer: på det personlige plan af en lungeinfektion, som krævede flere års rekonvalescens, og på et generelt plan af Den Spanske Borgerkrigs uhyrligheder. Tàpies besluttede sig derfor for at hellige sig kunsten fuldt ud, så snart hans krop og land var kommet sig nogenlunde.
I 1943 meldte han sig ind på Academia de Valls og studerede først tegnekunst og derefter malerkunst (1946). Han studerede modernismen i bred forstand og kopierede kunstnere som van Gogh og Picasso og begyndte at færdes blandt en gruppe hemmelige catalanske forfattere kendt som “los Baus”.
I 1948 udviklede hans stil sig og gav anledning til polemik i forbindelse med hans første udstilling på Salo d’Octubre i Barcelona. Tàpies nærmede sig surrealismen og dadaismen og var medgrundlægger af Dau al Set-bevægelsen og dens tidskrift af samme navn. Det følgende år mødte han Joan Miró, som sammen med Paul Klee blev centrale kilder til inspiration i denne surrealistiske periode.
Tàpies holdt sin første soloudstilling i 1950 i Galería Layetanas i sin fødeby. I denne periode anlagde han et mere abstrakt udtryk og gik over til at anvende organiske og plantebaserede materialer. 1950’erne førte også til international anerkendelse og hans første priser: en udstilling på Carnegie International i Pittsburgh, et stipendium af den franske stat og repræsentant for Spanien ved Venedigs Biennale i 1952.
I 1970’erne fulgte kunstneren popkulturbølgen og intensiverede farverne i og øgede størrelsen på sine værker. Dette skifte mod en mere medievenlig retning, der lagde sig op af grafisk design, forklarer de mange samarbejdsprojekter i det 21. århundrede. I 2000 designede han plakaten til Roland‑Garros‑turneringen.
Gitre, kors, linjer, rifter og ar præger en stor del af kunstnerens kompositioner i ringe materialer. Disse er lagdelte med rektangulære former, der repræsenterer og afgrænser lukkede rum. Tàpies’ værker er abstrakte, uformelle, symbolistiske, grafiske og overraskende spirituelle og er som sådan en personlig omfavnelse af alt, hvad det 20. århundrede havde at tilbyde.
Hans bidrag til moderne og nutidig kunst har mødt bred anerkendelse: Wolf Foundation Prize (1981), Medalla de Oro al Mérito en las Bellas Artes (fortjenstguldmedaljen for kunst) fra Ministeriet for Uddannelse, Kultur og Sport (1981), den catalanske regionalregerings guldmedalje (1983), udnævnt til officer af Ordenen for Kunst og Litteratur (1983) og senere forfremmet til ridder (1988), Prinsen af Asturiens kunstpris (1990), UNESCO’s Picassomedalje (1993) og Premio Velázquez de Artes Plásticas (Velázquezprisen for formende kunst) (2003), blandt mange andre. Kong Juan Carlos I tildelte ham i 2010 titlen Marqués de Tàpies for sit “store bidrag til Spaniens og verdens formende kunst”. Han har æresdoktorater fra Universität der Künste Berlin (1979), Royal College of Art i London (1981) og Universidad de Barcelona (1988).
Kunstneren gik bort i 2012.
