Berit Heggenhougen-Jensen blev født i København i 1956. Hun studerede ved Det Kongelige Danske Kunstakademi (1978-1983 og 1989-1990) og ved Ecole des Hautes Etudes en Sciences Sociales i Paris (1999-2004), og trådte ind på kunstscenen på et tidspunkt, der var afgørende præget af reorientering.
Som en aktiv del af en banebrydende generation indtog Heggenhougen-Jensen den danske scene for samtidskunst med gruppeudstillingen Kniven på hovedet i 1982, som nu er forbundet med grundlæggelsen af den danske aflægger af De Unge Vilde efter et tysk forbillede af samme navn fra nogle år forinden.
Heggenhougen-Jensen havde inden for den særegne uortodokse konceptskole, hun voksede ud af, skabt sin egen niche ved at mestre ironisk distancering, der fungerer som en kraftfuld form for befrielse. Samlet set er hendes værker præget af en enhed, der dog opnås ved primært at fremhæve det slægtskab og den symbiose, der mangler.
Forskellige motiver og emner er gennem årene indgået i hendes arbejde. Nordamerikansk indiansk kultur gav med sine levende farver impuls til en søgen efter materialitet i 80’erne. Disse figurer blev efterfulgt af idylliske landskaber. Landskabsmaleriet som tidløs genre dukker op igen i 90’erne, om end i en mere dyster og sært symboliserende form.
På det seneste har et mindre håndgribeligt element vundet indpas i hendes udtryksmåde: det ubevidste. Det manifesterer sig, med kunstnerens egne ord, i det ubevidstes “udsagn og dets plads i det kalder demokrati; i historisk, etymologisk og social forstand, såvel som kulturelt og politisk”. Dette behov er frembragt af en såre enkel iagttagelse: man ved meget om det bevidste, men meget mindre om dets modstykke. Et det med vilje, at det negligeres eller overses? Berit Heggenhougen-Jensen forsøger at svare på disse selvsamme spørgsmål.
