Bernard Latuner blev født i Mulhouse i 1942. Han studerede på École des beaux-arts i Mulhouse, hvor han specialiserede sig i radering og litografi under ledelse af Léon Lang og udviklede et talent for at dokumentere scener fra dagligdagen. Hans livsbane var ikke ualmindelig for en kunstner på det tidspunkt: at forfølge den etablerede karrierevej med udstillinger, saloner og soloshows.
Efter en toårig pause, hvor han uddannede sig til faldskærmssoldat som en del af sin militærtjeneste, markerede maj 1968 et sandt personligt og kunstnerisk vendepunkt for Lautner, hvor han genvandt sin “tankefrihed”. Denne frihed manifesterede sig også i rejser til Grækenland, Spanien, Tyrkiet, Portugal, USA og Italien.
Hans kunstneriske produktion på det tidspunkt var inspireret af den industrielle, og han styrede væk fra den tidlige abstraktion for at læne sig mod folkloristiske og populære former for illustrationer (med en særlig påskønnelse af europæiske tegneserier) og skildringer af emner som fabrikker og flåder. Han vovede sig også ind i filmens verden med et kort animeret indslag til Office de Radiodiffusion Télévision Française og en video med Robert Cahen til udstillingen Parti sans laisser d’adress.
I 1980’erne forlod Latuner Mulhouse for at bosætte sig på landet i Soppe-le-Haut omgivet af kyllinger, gæs og kaniner, da han følte et behov for at vende tilbage til det miljø. For Latuner blev den systemiske ødelæggelse af planeten en kilde til psykologisk angst, som han omsatte til kunst. Han låner fra borgerlige portrætter fra det 19. århundrede for at skildre truede arter, hvis særlige træk “har noget på sinde”. En anden serie omhandler økocider, der viser dyr, der er fanget i den menneskelige konstruktions rædsler, og som er genstand for en menneskeskabt ødelæggelse – ænder, der er fængslet af bulldozere, eller en hjort, der kræver evakuering af helikoptere.
Hans nyere naturmuseer indbyder til en refleksion (på mere end en måde) over og af miljøet. Små spejlede kasser reflekterer deres omgivelser, mens de indeni indeholder en uendeligt kalejdoskopisk valmuemark. Et lidt mere poetisk bud end hans arbejde med økocider. Latuner er klar over sin desillusionerede tilgang og beskriver sig selv som en “pessimistisk fighter”, der er vred over så megen naturlig misforståelse, og som kun kan gøre sig forhåbninger om at være mere poetisk.
I løbet af sin karriere har han udstillet i Mulhouse (1966, 1975, 1984, 2012, 2018, 2020), Biarritz (1966), Fribourg (1966), Paris (1975, 1979, 1980, 1981), Pont-à-Mousson (1980), Bâle (1982), Lyon (1983), Bruxelles, Tel Aviv, Reims, Bourges og Amsterdam.
Latuner bor og arbejder i Soppe-le-Haut.
