Bruno Cassinari blev født i Piacenza i 1912. Som elev ved Brera-kunstakademiet, hvor han studerede under Aldo Carpi (1934-1938), fik hans arbejde hurtigt en politisk dimension, da han i den grad søgte at konfrontere det fascistiske regime i hans fødeland Italien. Men han var også en imødekommende elev af det 20. århundredes avantgarde, fauvisme, ekspressionisme og frem for alt kubisme.
Hans intellektuelle opposition manifesterede sig gennem hans medlemskab af Corrente-gruppen, som han tilsluttede sig i 1939. Dette kollektiv, som også omfattede Renato Guttuso, Emilio Vedova, Renato Birolli, Ennio Morlotti, Ernesto Treccani og Giuseppe Migneco, stod bag Picassos Guernica som det symbol og den æstetik, man ønskede at bekæmpe barbariet og tyranniet med ved at udtrykke sig kunstnerisk. Senere samme år vandt han Littoriali-prisen. Med hjælp fra Elio Vittorini arrangerede Cassinari i 1941 sin første soloudstilling, som omfattede et portræt af Rosa Birolli (Il ritratto di Rosetta), der havde vundet Bergamo-prisen.
Det efterfølgende årti var karakteriseret af internationale aspirationer og samarbejder. Ligesom de fleste af hans moderne mestre – Cézanne, Matisse, Picasso, Van Gogh eller Modigliani – blev Cassinari forført af Frankrigs magnetiske tiltrækning. Dog valgte han, i modsætning til sine samtidige, ikke at bosætte sig i Paris, men i Antibes, hvor han boede fra 1949 til 1952. Den franske kyst var tættere på hans middelhavssind og viste sig at være en rig kilde til inspiration og muligheder. Han mødte sine samtidige mestre såsom Chagall, Matisse, Braque og Picasso, som personligt inviterede ham til at udstille sit arbejde på museet i Antibes.
Hans internationale periode var kendetegnet af utallige udstillinger og deltagelse i forskellige biennaler. Cassinari søgte også nye områder på det amerikanske kontinent med forskellige udstillinger fra 1949 og frem, herunder Twentieth-Century Italian Art på Museum of Modern Art (MoMA) i New York. I 1950 deltog han i biennalen i Venedig for første gang med fem udstillede malerier. Han deltog igen i 1952 (hvor han vandt førsteprisen for italiensk malerkunst), 1956, 1960, 1962 og 1964 I 1951 indtog han Skandinavien med udstillingen Italian Artists of Today i Gøteborg,Helsinki, Oslo og København. Samme år deltog han i den første udgave af den fransk-italienske udstilling Painters of Today og vandt Taranto-prisen for malerkunst.
Gennem dette årti blev Cassinari synonym med italiensk samtidskunst og et fast hovednavn på retrospektive eller introducerende udstillinger for denne nye generation af italienske kunstnere. Af eksempler kan nævnes en udstilling af italiensk samtidskunst arrangeret af Arts Council of Great Britain i 1956, Italian Art of the 20th Century på forskellige museer i Australien, Modern Italian Art, som blev udstillet i London, Plymouth og Birmingham i Storbritannien i 1956, Painting in Post-War Italy 1945-1957 på Columbia University i New York fra 1957, Moderne Italiaanse Kunst i Amsterdam og Eindhoven, Italian Paintings of Today i London og Peintres d’aujourd’hui France-Italie i Paris (alle i 1960). Cassinaris modstandsvilje blev også hyldet ved forskellige udstillinger, herunder Post-war II: Italian painting from ’45 to ’55 på Estense-slottet i Ferrara eller Art and Resistance in Europe på Galleria Civica i Bologna og Torino (1965).
I midten af 1960’erne kom der endnu flere retrospektive udstillinger til. I 1965 udstillede Galleria Bergamini i Milano en stor samling oliemalerier, skulpturer og akvareller. Kunstgalleriet i Busto Arsizio dedikerede en udvalgt samling til Cassinari i 1981 med en kategorisering af hans oliemalerier, tegninger, skulpturer og litografier. Hans hjemby fulgte efter to år senere med åbningen af en retrospektiv udstilling af 150 værker organiseret af Gian Alberto Dell’Acqua og Giovanni Anzani på Palazzo Farnese.
Cassinari døde i sit atelier i Milano i 1992, men adskillige udstillinger efter hans død har fortsat hyldet og værnet om hans værker.
