Carey Clarke blev født i Donegal i 1936. Clarke, der som studerende havde fokus på de højeste standarder inden for europæisk kunst, tog fra St Andrew’s College i Dublin til The National College of Art and Design (1954-1959), videreførte sin uddannelse på Salzburg International Summer School Academy of Fine Arts (1969), derefter i Firenze (1976-1977) og endelig ved Slade School of Fine Art i London (1991).
Den viden og de færdigheder, han havde erhvervet sig, førte ham helt naturligt i retning af undervisning. Han fik en lang karriere som lærer ved National College of Art and Design, som spændte fra 1959 til 1995 (hans fuldtidsansættelse blev påbegyndt i 1968). Denne ganske lange ansættelsesperiode var dog ikke uden sine prøvelser. Faktisk begyndte studerende, der hungrede efter det nye, hurtigt at stille spørgsmålstegn ved hans klassiske tilbøjeligheder og argumenterede for, at sådanne tendenser undertrykte nyskabelse og ytringsfrihed. Der opstod en virkelig kløft mellem tradition og avantgarde i forbindelse med Clarkes person og kunst, og dette kom til at udgøre en stor udfordring i forhold til hans stilling og rolle.
På trods af kritikken fastholdt han sine stillinger, nemlig ved National College of Art and Design, hvor han fortsatte med at fremme en mere traditionel tilgang til observationstegning og -maling og fortsat insisterede på at øve indflydelse på de mere traditionsbaserede navne i den kommende generation såsom Mick O’Dea, Joe Dunne, Maeve McCarthy, James Hanley.
Rent kunstnerisk er Clarke berømt for sine landskabsmalerier, interiørbilleder og stillebener, men han er også en dygtig portrætmaler, der har portrætteret mange politikere, akademikere og andre markante personligheder. Carey Clarke er en dygtig tekniker, og hans store beherskelse af oliemaleri, temperamaleri og vandfarver forklarer delvist det akademiske og traditionalistiske “stempel”, han har fået.
Clarke, der bliver hyldet og berømmet af både kritikere og fagfæller, er et betydningsfuldt navn inden for traditionelt maleri i Irland.
