Charles Delporte blev født i Marcinelle i 1928. På hans slægtstræ dukker flere velkendte belgiske navne op, eksempelvis hans to brødre, digteren Jacques Viesvil og sangeren og sangskriveren Paul Louka, samt fætteren Yvan Delporte, der som illustrator var bedst kendt for sit arbejde med tegneserier.
Som kunstner var Charles Delporte blandt de sidste belgiske fantastiske surrealister. Egentlig var han lærer af profession (han havde undervist på École Normale de Morlanwelz), men efter at have gjort det til en vane at komme på besøg i værkstedet hos en af landets mest agtede billedhuggere, Victor Rousseau, besluttede Delporte at dedikere sig helt og holdent til kunsten. Han begyndte som billedhugger i 1947, men kastede sig snart over malerkunsten med samme passion. Kunstkritikeren Jean Pigeon var den første, der så Delportes talent, som han hyldede i sin avis, Le Rappel, i 1952.
Delporte var ganske reflekteret med hensyn til sin kunst og sin kunstneriske retning, og han opdelte sit arbejde i tre forskellige faser: den genetiske, som var præget af æglignende og fosteragtige former, den geofysiske, hvori han lod sig inspirere af videnskab og matematik, og den atomare, som var inspireret af elektronernes bevægelser. Nogle kunsthistorikere mener også, at man kan tale om en fjerde “Rimbaud-periode”, som var kendetegnet ved Delportes fingermalerier, og som begyndte, kort efter at hans far gik bort. Delporte var ambitiøs og promoverede utrætteligt sine værker, og han gik typisk efter offentlige monumentprojekter, selv om hans kunst var genstand for kontroverser og undertiden endda blev udsat for hærværk.
De fleste af hans monumentskulpturer (Chantre de la Liberté – som er bedst kendt som Trois Coqs – og Regard de Lumière) står i hans egen hjemby, Charleroi, og i den omkringliggende region.
Nogle af de mest nævneværdige anerkendelser af Delporte er det museum, der blev grundlagt til hans ære i Damme i 1990 og fandtes indtil 2013, samt pave Johannes Paul 2.s nominering af Delporte til ridder af Sankt Sylvester-ordenen. Tidligere var han blevet taget imod af pave Paul 6. i Vatikanet til en reception af sit maleri Le Suaire, som stadig er udstillet i Vatikanet i dag.
Ud over sine plastiske værker indspillede Delporte en række musikalbum, der var baseret på hans poesi: Ballade du souvenir, Hommage à Picasso (1985), Delporte chante Verlaine (1986) og Au cœur de Charleroi (2005).
Delporte døde i 2012.