Chronis Botsoglou blev født i Thessaloniki i 1941. Allerede fra en tidlig alder blev han undervist af Sarafianos, der blev hans vejleder, før han indskrev sig ved Athens kunstakademi (ASFA), hvor han studerede fra 1960 til 1965 via et uddannelseslegat. Under uddannelsen arbejdede han i Yannis Moralis’ atelier. I 1970 rejste Botsoglou til Paris for at uddanne sig yderligere ved École nationale supérieure des Beaux-Arts (ENSBA) takket være et toårigt uddannelseslegat.
Hans første udstilling i Athens center for teknologiske applikationer (K.T.E-udstillingslokalet) fandt sted i 1964, da han endnu var studerende. Hans arbejde på dette tidspunkt afbilder industrielle hverdagsgenstande (såsom telefoner, toiletter, bogreoler) som symboler på det moderne menneskes liv og udforsker den følelse af fremmedgørelse, der følger med. På samme måde som mange andre unge kunstnere fik Botsoglou selvtillid og fandt et formål ved at knytte sig til kunstnerkolleger, der var på vej frem, via forskellige grupper og enheder såsom “Art Group A” (1960–1967), “Visual Arts Centre” (1974–1976) og “Group for Communication and Education in Art” (1976–1981). Han stiftede også bevægelsen “nye græske realister” (1971–1973), da han var blevet mere etableret. I 1989 blev han ansat som professor ved ASFA, hvor han også var rektor fra 2001 til 2005, og hvor han underviste indtil 2008.
Efter 1960’erne skiftede fokusset i Botsoglous arbejde til det mere eksplicit figurative, til kunstnerens egen krop og til de kroppe, der tilhørte de mennesker, som han omgav sig med. Som et tidløst motiv udforskes den antropomorfe figur som en metafor for den menneskelige tilstand, hvor huden er det lærred, der registrerer livets rejse. Generelt antropocentrisk – men også selvbiografisk – udviklede denne refleksion sig mellem 1993 og 2000 til en serie med titlen Nekya (med henvisning til den 11. bog i Odysséen), hvori Botsoglou udforsker minder om betydningsfulde mennesker i sit liv, der er gået bort.
Ud fra kunstnerens egen synsvinkel dikteres disse temaer af behovet for at udforske relationer – eksplicitte såvel som implicitte – i en søgen efter at opnå selverkendelse – en søgen, som han tror vil føre til mere dystre overvejelser, der stammer fra personens bevidsthed om sig selv: ensomhed, frygt og død.
Man har kunnet observere disse frugtbare kunstneriske overvejelser gennem årene i forbindelse med utallige udstillinger, herunder adskillige retrospektive udstillinger: Det kommunale kunstgalleri på Rhodos (1986), Vafopouleio-centret i Thessaloniki (1991), Cyclades-kunstgalleriet i Ermoupoli, Syros (2008) og det nationale museum for moderne kunst i Athen (2010). Botsoglou var genstand for en monografi i 2009. Han har også udgivet forskellige bøger: Imerologia Taxidia (rejsedagbøger) i 1994, Pseudodokimia (pseudo-essays) i 2000 og To Chroma tis Spoudis (en studie i farve) i 2005, som omfattede hans skrifter vedrørende kunst. I 1998 udgav han sine digte i en samling med titlen Spoudi sto Mavro (en studie i sort).
Botsoglou bor og arbejder for tiden i Athen.
