Costas Tsoclis blev født i Athen i 1930. I den græske hovedstad gennemlevede kunstneren Anden Verdenskrig, den tyske besættelse og den græske borgerkrig. Ikke desto mindre forfulgte han sin kunstneriske nysgerrighed ved at arbejde som assistent i Stephanos Almaliotis’ værksted fra han var 12 til han var 18 år gammel, og samtidig hjalp han med i Vangelis Faenos’ værksted med skabelsen af monumentale filmplakater og scenografielementer. I 1948 indskrev han sig i en alder af 18 år ved Athens kunstakademi hvor han studerede under Yannis Moralis indtil 1954. Tre år senere blev han tildelt et græsk statsstipendium og rejste til Rom, hvor han studerede freskomaleri og enkaustisk kunst ved Scuola delle Arti Ornamentali. Sammen med sine kunstnerkolleger Vlassis Caniaris, Nikos Kessanlis, Dimitris Condos og Yiannis Gaitis var han med til at etablere Gruppo Sigma. Denne gruppe, der var baseret i Rom, havde som sit primære formål at konsolidere et støttesystem for græske eksilkunstnere.
I løbet af denne periode udviklede Tsoclis under indflydelse af de lokale kunstnere, Afro Basadella og Alberto Burri, et formsprog, der var karakteriseret af en gestikpræget abstraktion, som blev realiseret via brugen af industrielle og/eller billige materialer såsom cement, trækul og hø, i et forsøg på at fremhæve kunstens iboende plasticitet og struktur.
I 1960 forlod Tsoclis Rom og rejste til en anden europæisk hovedstad: Paris. I denne by, hvor han opholdt sig fra tid til anden i en periode på mere end 20 år, udviklede han sit kunstneriske formsprog. I 1966 blev de første “objekter”, som inkorporerer en vis grad af trompe l’oeil, introduceret i hans arbejde. I 1971 tog han til Berlin, hvor han boede, arbejdede og udstillede i 18 måneder takket være et DAAD-stipendium. Igennem hele dette årti var han optaget af fundne hverdagsgenstande (såsom sammenkrøllet papir mellem 1970 og 1975), mens han gradvist introducerede nye vigtige motiver såsom træer og havmotiver i 1978. I disse arbejder findes der afbildede elementer sammen med fysiske elementer, der er fastgjort til lærredet.
Tsoclic pendlede fra 1973 frem og tilbage mellem Athen og Paris og slog sig endelig ned i Grækenland i 1985, hvor han begyndte at eksperimentere med video. Nu, hvor han var tilbage i sit hjemland, fokuserede han sin energi på det omdømme og den synlighed, han nød lokalt, på bekostning af sit internationale omdømme.
Kunstnerens perspektiv på sin egen kunst er – på trods af nogle dystre temaer og mørke nuancer – præget af en vis opstemthed. “Det er ikke meningen, at kunsten skal gøre mennesker mere ulykkelige, tværtimod skal den frelse dem,” forklarer han. “Lykke består af enkelte øjeblikke i tiden, hvor du har følt, at du blev belønnet på grund af dine egne valg”. Hans malerier er kendt for at forvandle det virkelige til det imaginære og det usynlige til det synlige, hvilket udfordrer de visuelle begrænsninger. Hans “living painting”-teknik banede i 1985 vejen for en hel bevægelse, der udvidede maleriets grænser, så kunsten nåede ud over lærredets ramme.
Tsoclis har udstillet sine værker på mange internationale solo- og gruppeudstillinger, herunder Paris-biennalen for unge kunstnere (1965), Sao Paulo-biennalen (1965), Venedig-biennalen (1986), Costas Tsoclis- Retrospective, det nationale museum for moderne kunst, Athen (2001). I 2011 blev Costas Tsoclis Museum etableret på Tinos i Kampos-regionen.
