Dominique Sosolic blev født i Ornas i 1950. Kunst var allerede hans passion i en ung alder, men det var hans museumsbesøg, der for alvor igangsatte en udvikling, hvad angår produktion af egne kunstværker. Efter at Sosolic have afsluttet en bachelorgrad i videnskab, skiftede han spor og arbejdede på at blive kunstprofessor i Paris omkring 1971. Mens de praktiske kurser blev holdt på l’Ecole Nationale des beaux-arts i Paris, fandt den tekniske undervisning sted på La Sorbonne, Censier Art Institute og Collège de France. I disse sidstnævnte kurser, var Sosolic især påvirket af erfaringerne fra René Huyghe.
Under hele denne uddannelse var radering en åbenbaring for kunstneren. Han anvendte radering som sit vigtigste udtryksmiddel, og han udviklede en særlig stilistisk proces omkring teknikken. Efter et års obligatorisk militærtjeneste blev Sosolic udnævnt til professor i kunst i Strasbourg, hvor han bl.a. stod i spidsen for de offentlige seminarer om radering, “Estampe du Rhin”, og hans tid var delt mellem undervisning og egen kreation. Disse fælles erfaringer gav ham mulighed for at møde lokale kunstnere og samlere af raderinger såsom Adrien Schaeffer og Robert Stehelin.
Sosolic anser sin foretrukne teknik til radering for at være en selvforsynende kunstform, der styres af egne regler og følelser. Emner, der behandles i praksis, skal udføres i perfekt harmoni med den valgte teknik. Stil, følelser og mening opnås ikke ved subtraktion på samme måde som ved additiv metode. Materiale, dybde og udskæring kræver alle deres egne udtrykkelige overvejelser, som man både skal forstå og respektere. Sosolic definerer dette som dialogen mellem det fornuftige og det immaterielle – en dikotomi, der betegnes som målet med hans kunstneriske værker.
Som sådan er hans værker af en målbevidst anakronistisk kvalitet, der gengiver den tidsmæssige karakter af radering som en teknik, hvor tiden er sat ud af kraft, og som giver mulighed for, at sindet, hånden, værktøjerne og materialerne kan interagere symbiotisk. De emner, som Sosolic skildrer, fremhæver dette tidløse aspekt, mens hans musikalske partiturer, husdyr, åbne bøger og gennemsigtige glasvarer fremkalder stilleben, der går hundrede af år tilbage.
