Eduardo Batarda blev født i Coimbra i 1943 og fik navnet Eduardo Manuel Batarda Fernandes. Batarda påbegyndte medicinstudiet, men sprang over til Faculdade de Belas-Artes – kunstakademiet – i Lissabon (1963-1968), hvor han tog eksamen efter to vellykkede semestre i maleri i 1967 og 1968. Herefter blev han indkaldt til den portugisiske hær og gjorde tjeneste som artilleriofficer fra 1968 til 1971. Dernæst gik turen til London, hvor han takket være et stipendium fra Calouste Gulbenkian Foundation studerede i tre år (1971-1974) på Royal College of Art. Herfra tog han eksamen som MaRCA og blev tildelt Sir Alan Lane-prisen og John Minton-prisen.
Batarda tog akrylmalingen til sig, så såre man kunne købe den i Portugal omkring 1965. Med disse mættede farver malede han komplekse værker inddelt i felter ikke ulig layoutet i tegneseriehæfter. Hvert felt indeholdt sit eget tema, hvorved modsatrettede motiver og budskaber kunne være ligeberettigede dele af samme kunstværk. I årene efter sin eksamen i London blev han stærkt påvirket af britisk popkunst, hvor man genbrugte udklippede billeder og satte dem sammen til nye originale og til tider surrealistiske værker. Batarda benyttede denne lejlighed til at perfektionere og udbygge sin akvarelteknik med høj pigmentering af farverne for at efterligne de amerikanske tegneserier, som han hentede inspiration i.
Tematisk brugte Batarda erotik til at formidle en skjult samfundskritik. Hans værker vakte således betydelig ballade og bestyrtelse, navnlig efter hans udstilling på Sociedade Nacional de Belas-Artes – den nationale kunstnerforening – i Lissabon i 1966. Men snarere end at bremse ham kickstartede skandalen faktisk hans karriere, som det var tilfældet for mange af hans samtidige. Andre udstillinger som Novas Iconológicas, der blev afholdt i Galeria Bucholz i 1967, og O Erotismo na Arte Moderna Portuguesa i 1977 tiltrak negative reaktioner fra såvel pressen som publikum og cementerede dermed Batardas status af provokunstner. Værket No Chão Que Nem Uma Seta malt i 1975 er nok det, der bedst indfanger den afgørende kvalitet i denne periode.
I 1980’erne gik Batarda tilbage til akryl og lagde lag på lag af maling på lærredet for at skabe en overflade, der var kromatisk i sig selv. På denne overflade malede og indskrev han derefter kryptiske budskaber. Senere skiftede Batarda fra narrativ figuration til æterisk abstraktion, hvor han med fortyndet maling udforskede linjer, bevægelse, farve og rum, f.eks. i værket Néctar malt i 1984. Det var omkring dette tidspunkt, han blev ansat som underviser på kunsthøjskolen i Porto.
Batardas varige indflydelse og ærbødigheden for ham er blevet sikret gennem en lang række retrospektive udstillinger: 1975 Calouste Gulbenkian Foundation i Lissabon; 1998 Centro de Arte Moderna, Calouste Gulbenkian Foundation i Lissabon; 2009 Manuel de Brito Art Centre, Algés, Oeiras (Lissabon); 2011 Serralves Museum i Porto; 2010 Modern Art Centre, Calouste Gulbenkian Foundation i Lissabon og 2016 Lisbon City Museum.
