Emilio Tadini blev født i Milano i 1927. Selvom han også blev anerkendt som kunstner, læste Tadini litteratur på Università Cattolica del Sacro Cuore i Milano.
Det var gennem sit forfatterskab, at Tadini begyndte at skabe sig et navn i 1947, hvor han i samarbejdede med magasinet Il Politecnico udgav La passione secondo Matteo. Tadinis passion for at skrive og udgive aftog aldrig. Fra 1963 til 1993 udgav han fire romaner og en digtsamling. I 1992 begyndte han at skrive om kunst og litteratur for Corriere della Sera. I 1997 blev han hovedforfatter og vært for programmet Contesto på Tele+. Fra 2000 til 2001 samarbejdede han med det schweizisk-italienske TV-selskab RSI om det kulturelle output og bl.a. også med Rai. I denne periode foretog han også oversættelser af store værker fra det 19. og 20. århundrede, bl.a. Stendhal, Pound, Eliot, Céline og Faulkner for forskellige italienske forlag.
Hans forfatterskab har indbragt ham en række priser: han modtog en Premio Selezione Campiello for The long night i 1987 og en Premio Nazionale Rhegium Julii for The storm i 1993. Romanen vandt også en Premio Bergamo i 1994, inden den blev sat op som teaterproduktion i Franco Parenti-teatret i Milano.
Det var sideløbende med hans kritiske og litterære værker fra slutningen af 1950’erne og frem, at Tadini begyndte at male. Hans malerier udviklede sig over flere perioder. Han var under indflydelse af omfattede engelske popkunstnere (såsom Peter Blake, David Hockney og Allen Jones) og værker af Chirico og Picasso, som gav inspiration til stadigt mere raffinerede toner og drømmeagtige figurationer. Af kilder tættere på kan nævnes Valerio Adami, som bidrog med en mere fauvistisk og farverig indflydelse.
Tadinis første soloudstilling blev afholdt i Galleria del Cavallino i Venedig i 1961, efterfulgt af en gruppeudstilling med Mario Schifano, Valerio Adami og Lucio Del Pezzo i det nyåbnede Studio Marconi i Milano i 1965. Han blev inviteret til at deltage i biennalen i Venedig i 1978 og 1982. Rotonda della Besana i Milano afholdt en stor soloudstilling af hans arbejde i 1986. Fra efteråret 1995 til sommeren 1996 blev der afholdt store retrospektive udstillinger om Tadini på museer i Stralsund, Bochum og Darmstadt.
I 2001 blev hans sidste retrospektive udstilling afholdt på Palazzo Reale i Milano. Tadini døde det efterfølgende år, men hans arbejde mistede aldrig sin resonans. I 2004 arrangerede Fondazione Corriere della Sera en konference til ære for ham med titlen Le figure, le cose på Palazzo Reale, som viste bidrag fra førende personligheder inden for kulturens, kunstens og litteraturens verden, f.eks. Ferruccio de Bortoli, Umberto Eco, Paolo Fabbri, Valerio Adami og Carlo Arturo Quintavalle. Eco, som var tæt med Tadini, beskrev ham som “en forfatter, der maler, og en maler, der forfatter”. I foråret 2005 afholdt Villa dei Cedri Museum i Bellinzona en stor posthum retrospektiv udstilling af hans værker. I 2008 åbnede Francesco Tadini og Carmela Scalise et museum – Spazio Tadini – dedikeret til hans ære i Milano, en permanent udstilling med både kunstneriske og litterære værker.
