Eneko Fraile-Ugalde blev født i Rentería nær San Sebastián i 1968. Lige fra han var helt lille, mærkede han en uimodståelig tiltrækning til kunsten, og den plastiske kunst, musikken og litteraturen var hans tre søjler. Med et umiddelbart talent for naturalistiske afbildninger yndede den 10-årige Fraile-Ugalde at skabe “genkendelige” portrætter. Det første var af hans far. Da det blev tid til at vælge uddannelse, var det ingen overraskelse, at Fraile-Ugalde valgte de skønne kunster, og han blev uddannet på universitetet i Baskerlandet fra 1986 til 1989. Han tilbragte et sabbatår i Brasiliens vilde natur, hvor han ironisk nok var afskåret fra enhver mulighed for kunstnerisk afløb. Efter at han var vendt hjem til det europæiske kontinent via Paris, fandt han en bog om kunstrestaurering, som han efter et års isolation læste som en åbenbaring. Og det blev den vej, han slog ind på: Han blev uddannet på universitetet i Granada fra 1991 til 1993 med speciale i restaurering af malerier, hvorefter han på et legat rejste til Kyiv for at studere restaurering af værker i ortodoks ikonografisk billedstil. Han var opslugt af sin passion til det tekniske håndværk og studerede på Northumbria University fra 1998 til 2000 for at specialisere sig yderligere i restaurering af papir som kunstmedie og -materiale.
Fraile-Ugalde var efterhånden beriget med en enorm teknisk indsigt og erfaring og arbejdede sammen med nogle af de mest velrenommerede institutioner i London, heriblandt Tate. Selv om det på dette tidspunkt var restaurering, og ikke skabelse, der var blevet hans centrale håndværk, blev han af en ven bedt om at male et portræt af hendes familie. Efter mange års konceptuelt arbejde (i et Spanien efter diktaturet) og restaurering var det blevet en sjældenhed at se Fraile-Ugalde med en pensel i hånden. Men så snart penslen rørte lærredet, sprang billedet til live og lod sig forme af al den tekniske viden, han havde indsamlet i løbet af sit arbejdsliv. Farverne blev til pigmenter, som fik deres mening i en historisk kontekst, og hans teknikker og metoder havde rødder i forskellige epoker og bevægelser. Værket blev indsendt til og udstillet på National Portrait Gallery i London.
Mund til mund-metoden skulle vise sig at være en effektiv forretningsstrategi i en by og et land, der var gennemsyret af sin tradition for portrætter. Om det så var politikere, militærfolk eller medlemmer af borgerskabet, der ønskede at lade sig portrættere, begyndte det at strømme ind med bestillingsarbejde til Fraile-Ugalde. Han tog til Bruxelles, hvor han hurtigt fik en lignende netværksbaseret model op at stå. Den første højtprofilerede bestilling i den belgiske hovedstad kom fra Herman de Croo. I det belgiske Senat er der tradition for at forevige dets formænd i portrætter, men de Croo havde svært ved at finde det rigtige kunstneriske match. Restauratoren, og nu også portrætmaleren, havde intet at miste og foreslog i et brev de Croo at komme og besøge ham i hans værksted. Fra den dag blev der sparket en dør ind til Bruxelles’ politiske sfære, og snart begyndte det samarbejde med Europa-Parlamentet, som pågår den dag i dag.
Fra et teknisk perspektiv har Eneko Fraile-Ugalde en enkel forståelse af portrættering og lighed: Det er, beskriver han, som at fortælle historien om, hvordan lyset falder på en genstand. Hvordan han som kunstner griber ind og indfanger denne historie, er et spørgsmål om den opmærksomhed, han retter mod genstanden. Uanset om han sidder med et menneske, en samling af hundredvis af fotografier eller en enkelt visuel kilde over for sig, bruger han lang tid og en enorm energi på at forstå, hvem det er, han afbilder. Deri ligger den sande hyldest til hans kunst. Hvis man ser bort fra det tekniske aspekt for en stund, så er det gennem øjnene – den vigtigste af vores sanser – at portrætmaleren indfanger sjælen i den person, der udgør portrættets genstand. Rundt om selve portrættet flyver forskellige elementer ind og ud af fokus, idet Fraile-Ugalde anvender sin egen subjektivitet til at frembringe en uventet naturalistisk magi i malerkunstens imitation af virkeligheden. Ved hjælp af oliefarver, historiske pigmenter, hudtoner og skygger sætter han et utal af usynlige signaturer på de utrolige afbildninger, lige fra skyggen af en hårgrænse til en slipseknudes tekstur eller farve.
