Enrico Paulucci blev født i Genova i 1901. Efter hans familie flyttede til Torino, læste Paulucci klassisk sprog, men endte med at få en uddannelse i jura og økonomi. Ikke desto mindre plejede han sit talent for kunst allerede fra en ung alder og dyrkede det gennem sine teenageår, hvor han søgte en mere kreativ vej. Allerede på universitetet begyndte han at deltage i lokale udstillinger og bevægede sig på kanten af den lokale futuristiske bevægelse.
Denne parallelle interesse fik ham til at blive en del af Torinos kulturelite omkring 1927 og 1928 og danne varige venskaber med personer som Felice Casorati, Lionello Venturi og Edoardo Persico. I 1928 rejste han til Paris for at lære mere om fransk malerkunst, fra impressionismen og frem, og studerede værker af Pablo Picasso, Henri Matisse, Raoul Dufy og Georges Braque. Han vendte tilbage til Torino det efterfølgende år, hvor han var med til at danne en sekstet af kunstmalere dedikeret til at udforske kontinentale metoder til moderne udtryk i et klima med stigende nationalisme. Sammen med de øvrige medlemmer Gigi Chessa, Carlo Levi, Nicola Galante, Francesco Menzio og Jessie Boswell vandt hans kollektiv støtte fra bl.a. Venturi og Persico.
Mod slutningen af 1930’erne vendte han sig mod den yngre generation med to meget vigtige projekter: oprettelsen og ledelsen af kunstcentret i Torino, som arrangerede udstillinger af mindre kendte kunstnere (1938), samt en karriere som underviser (1939). I disse projekter undgik han den traditionelle akademiske stringens og gjorde sig mere moderne overvejelser. I de sidste faser af Anden Verdenskrig var Paulucci tvunget til at flytte til Rapallo, da hans atelier i Torino var blevet fuldstændig ødelagt. Da krigen var slut, vendte han tilbage til Torino og genoptog gradvist sit kunstneriske virke. Hans udstilling Barche i Galleria La Bussola var et produkt af hans fornyede tilgang.
Ironisk nok var Paulucci til trods for sin fremsynede undervisningsfilosofi relativt traditionel i sit valg af emner. Han huskes som en af de fremtrædende figurer inden for ligurisk landskabsmaleri i det 20. århundrede. Andre tilbagevendende temaer i hans arbejde er bl.a. figurer, marinebilleder og stilleben. På det tekniske plan fulgte han også traditionen med sin brug af olie og gouache. Ud over maling og gravering var Paulucci også dybt engageret i illustrationer til reklamer og scenografi til teater og film, i særdeleshed sammen med Mario Soldati, Carlo Levi, Alessandro Blasetti, Alberto Moravia, Gianfranco de Bosio, Francesco Pavolini og Giorgio Strehler.
Pauluccis bidrag til den moderne kunst er blevet anerkendt med en række forskellige priser: den anden quadriennale i Rom (1935), Sestri Levante-kunstprisen (1952), Michetti-prisen (1958), Villa San Giovanni-prisen, Pannunzio-prisen i Torino (1993), Medaglia ai benemeriti della cultura e dell’arte af republikkens præsident (1994), og Cesare Pavese-prisen (1995).
Paulucci døde i 1999. I dag huser hans lejlighed et arkiv – organiseret af Federico Riccio – der dokumenterer malerens kunstneriske erfaring. Ti år efter hans død arrangerede kulturinstitutionen i kommunen La Spezia en monografisk udstilling som en hyldest til kunstneren i samarbejde med Paulucci-arkivet i Torino og kulturforeningen Lerici Pea.
