Erik Höglund blev født i Stockholm in 1932. Da han var 16 år, slog han ind på sin kunstneriske løbebane, studerede tegning og maling (under Fritz Sjöström) og senere skulptur (under Robert Nilsson) og grafisk design (under Harald Sallberg) på Konstfack, Swedish School of Arts, Crafts and Design in Stockholm, hvorfra han tog sin eksamen i 1952. Han giftede sig med en klassekammerat, Maerit Levin, der blev hans første hustru, i en alder af kun 21 år. Det skulle blive til en stor familie, hvorfor familielivet til stadighed påvirkede hans kunst.
Det vigtigste vendepunkt i hans liv og kunstneriske karriere kom i 1953, da Erik Rosén, direktør for Boda glasvärk, henvendte sig på kunstskolen i sin søgen efter en ung glaspuster. Höglund vovede springet på trods af sin sparsomme erfaring på området. Han endte med at arbejde på Boda glasvärk i 20 år og satte et uudsletteligt præg på svensk glasfremstilling. Ivrig efter at lære, men endnu mere opsat på ikke at forstyrre de udlærte glasarbejdere, øvede han sig i glaspustning og andre teknikker om natten.
I 1954 fik han sit første stipendium, der førte ham til den klassiske kunsts oprindelseslande, Grækenland og Italien. Da han vendte tilbage, havde hans arbejde, som stadig var under udvikling, allerede vakt opmærksomhed hos det svenske Nationalmuseum, som havde købt nogle få af hans kunstværker i forventning om en større kommende udstilling.
Idet Höglunds kunst var ukonventionel og samtidig oprindelig, hvilket for alvor kom til udtryk i 1950’erne, udløste den en del debat i glaspusterkredse. Hans snurrige, farve- og boblerige formkunst afbildede ansigter, dyr og andre genkendelige motiver og blev hans kunstneriske varemærke. Selv om de ikke var en umiddelbar succes i specialbutikker, forbløffede deres enestående kvaliteter mange af den tids entusiaster. Ikke desto mindre nærede Bodas direktør urokkelig tiltro til Höglund. Han fik ret, eftersom hans protégé i 1957 blev tildelt den prestigefyldte danske Lunningpris. Denne æresbevisning gjorde en ende på salgsdødvandet, både i Sverige og internationalt.
Efter 20 år i Boda forlod Höglund glaspusteriet (1973) for at forfølge sine interesser inden for metal- og tømrerarbejde.
Gennem hele sin karriere fremstillede glasarbejderen ca. 150 offentlige værker i form af store glasvinduer i kirker, skoler og andre offentlige bygninger. En kraftig stigning i glassets popularitet i 1980’erne gjorde, at Höglund fik cementeret sit internationale omdømme.
På trods af sit forværrede helbred fortsatte Höglund i slutningen af 1980’erne og i hele 1990’erne med at skabe hovedsagelig esoteriske kompositioner, indtil han døde i 1998.
