Felim Egan blev født i County Donegal i 1952. Felim Egan blev forældreløs, da han var helt lille, og han blev adopteret af Martin og Maisie Egan. Deres generøsitet gjorde empati (for forældreløse børn, flygtninge og andre glemte samfundsgrupper) til en vigtig del af Felims kunstneriske og sociale liv. Han studerede ved Belfast School of Art (1971), Portsmouth Polytechnic, Slade School of Art i London (1975-1977), og han fik et legat til og tilbragte et år ved The British School at Rome (BSR) (1980). Egan brugte disse formative år på at udvikle et intimt formsprog med universel appel og universelt potentiale. Han delte senere denne erfaring med den næste generation i forbindelse med sit undervisningsarbejde ved National College of Art and Design.
Den uhåndgribelige og æteriske kvalitet, der præger hans monokromatiske arbejde og baggrund, er resultatet af en teknik, som består i at opbygge farve ved at påføre lag efter lag af tynd akrylmaling blandet med pulveriseret sten. Der er ikke nogen ord, der kan beskrive den irske malers abstrakte kompositioner korrekt, men man kommer til at tænke på ordet “kort”, når man skal vurdere hans arbejde. Men gad vide, hvad det er, der bliver “kortlagt” af Egans hieroglyflignende koordinater? Konstellationer, endnu uopdagede mikrocivilisationer, det uvirkelige? Hans geometriske formsprog giver plads til, at fantasien kan komme op med et uendeligt antal svar og teorier.
Via abstraktion betones universalitet og emotionel tyngde. Rent teknisk arbejdede kunstneren på et fladt bord for at kunne dreje kunstværket rundt, mens det blev produceret. Når han på denne måde samlede perspektiver, opstod der usikkerhed, hændelser og tilfældigheder, som Egan nød at løse, fordi de tvang ham til at frigøre sig fra forudindtagede holdninger. For at kunne indfange dette kaos var det vigtigt for kunstneren at kunne benytte selve kaosset som en metodisk proces.
Irland valgte Egan som sin repræsentant ved Biennale de Paris i 1980 og ved São Paulo-biennalen i 1985. Andre hædersbevisninger omfatter priser såsom Premier UNESCO Prize for the Arts i Paris (1993) og Gold Award i Cagnes-sur-Mer (1997).
Blandt hans mest bemærkelsesværdige udstillinger kan nævnes Whitworth Art Gallery, Manchester, Irish Museum of Modern Art, Dublin, fra 1995-1996 og Stedelijk Museum, Amsterdam i 1999.
Egan døde i 2020.
