Felix Droese blev født i Singen, Hohentwiel, i 1950. I 1970 indskrev Droese sig ved Düsseldorf Art Academy og studerede under Joseph Beuys, som skulle forblive en venlig mentor og rådgiver for Droese – også for fremtiden (via Free International University) – og Peter Brüning. Den politisk bevidste kunststuderende havde et år tidligere fået status af militærnægter af samvittighedsmæssige årsager, hvilket betød, at han skulle aftjene samfundstjeneste i den psykiatriske afdeling på hospitalet i Düsseldorf. Hans kunst fra denne periode – omarrangeret i Der Grafenberg-cyklussen – afslører denne oplevelses dybe påvirkning og Droeses forsøg på at lære at leve med den.
Demonstrationer, fængsel, journalistisk og foreningsmæssigt samarbejde, valg og forskellige andre politiske aktiviteter dannede klangbunden i Droeses karriere på trods af de udfordringer, som disse holdninger kan have givet for ham. I 1977 arbejdede kunstneren sammen med magasinet Spuren og foreningen Kultur und Volk i Köln. I 1979 stillede han op til Düsseldorfs byråd som kandidat for “Den alternative liste”. I 1981 organiserede han Aktion 17.12 for den polske politiske organisation Solidarność i menighedshuset “Pax Christi” i Krefeld.
Efter eksperimenter med endimensionelle papirklip i de tidlige 1980’ere gik Droese over til det tredimensionelle område ved at tilføje glas og stof til sine kompositioner. Ærlig over for sig selv og sit lands fortid udforskede han den nationale skyldfølelse i det markante værk Ich habe Anne Frank umgebracht (jeg har dræbt Anne Frank). Klip og udskæring som hyldest til det 19. århundredes folkelige kunstneriske teknikker bliver en del af hans metodiske arsenal som en stærk empatisk transmissionsproces.
Ved at kombinere kunst med handling blev 1990’erne for Droese en periode med politisk og kunstnerisk aktion, herunder plantning af træer, vægmalerier og andre former for kreativ intervention.
Han deltog i documenta-udstillingen i 1982 (hvor han præsenterede sit Anne Frank-inspirerede kunstværk), og han blev inviteret til at udstille sine værker i den tyske pavillon på Venice Biennale i 1988, hvor han præsenterede Haus der Waffenlosigkeit – Bundesrepublik Deutschland (House of Weaponlessness – The Federal Republic of Germany).
