Františka Gilman blev født i Prag i 1973. Hun gik på Kunstakademiet i Prag, hvor hun udviklede en særlig interesse for konceptkunst, der låner kernetemaer fra tidligere generationer, såsom tab, bevarelse, rum, opfattelser og Gestalt (introduceret i billedhuggerkunsten i 1960’erne). I modsætning til sin mand ved vi ikke meget om Františka Gilmans professionelle karriere.
Hendes kunstneriske konceptarbejde er resultatet af et symbiotisk samarbejde med hendes mand Tim Gilman, som begyndte i 1998. Det er vanskeligt at adskille den ene personlighed fra den anden i dette arbejde. Deres værk er tværfagligt, men visse centrale temaer går igen i de mange medier, de bruger, og de tilgange, de vælger. Udraderingen af arkitekturen er et eksempel. Flere værker synes at sætte spørgsmålstegn ved, hvordan man kan få et samfund, der er konstrueret til at huse store masser, til at forsvinde for at opnå en mere rumlig balance mellem tilstedeværelse og fravær. Konceptet skjulte rum, f.eks. rum bag en dør, under en trappe eller i hukommelsen, er også en central trope. Bevaring, kopiering og igen sletning af oplysninger er konstant i fokus i kontrast til det mekaniske og menneskelige potentiale. Gennem erindringen beskæftiger de sig med subjektivitet, individualitet og intimitet, der ofte udforskes i deres kunst ved hjælp af rumlige installationer. Brudstykker og helhed er tidsløse motiver, der kommer til udtryk gennem arkitektoniske og hyperrealistiske variationer i deres værker.
