Georg Baselitz blev født Hans-Georg Kern i Deutschbaselitz i 1938 – en region, der udgjorde en del af Østtyskland efter 2. Verdenskrig. Som barn boede Baselitz og hans familie på den skole, hvor hans far underviste. Kunstnerens egen akademiske uddannelse var en rejse, der bestod i at forsøge og fejle. I 1955 forsøgte han uden held at blive optaget ved Hochschule für Bildende Künste i Dresden. Det følgende år bestod han den adgangsgivende eksamen ved Tharandt Forestry School, men i stedet for at deltage i kurserne, valgte han at følge kurser ved Hochschule für bildende und angewandte Kunst i Berlin-Weißensee (Østberlin) under Behrens-Hangeler og Womacka. Han blev dog bortvist nogle få måneder inde i første semester for “sociopolitisk umodenhed”. I 1957 indskrev Baselitz sig ved West-Berliner Hochschule der bildenden Künste. Her mødte han betydningsfulde skikkelser inden for moderne kunst såsom Vasiliy Kandinsky og Kazimir Malevich og dannede meningsfulde relationer til andre kunstnere såsom den unge maler Eugen Schönebeck og den kommende fotograf Benjamin Katz. Opmuntret og inspireret af den vestlige del af den tyske hovedstad slog Baselitz sig ned dér i 1958. Et par år senere mødte han sin kommende hustru, Elke Kretzschmar, og han fik øjnene op for værker af Jackson Pollock, Willem de Kooning og Philip Guston på en rejsende MoMA-udstilling med titlen “From New York to Berlin”. I 1961 antog han – som en hyldest til sin hjemby – navnet (og personaen) Baselitz.
Baselitz’ første soloudstilling blev afholdt i 1963 på Werner and Katz Gallery, og den kom til at danne præcedens for det, der skulle blive synonymt med Baselitz’ karriere og kommunikation: skandale. Faktisk forårsagede to af de viste kunstværker en skandale: Det ene viste en nøgen mand, og det andet skildrede en ung dreng, der onanerer. Begge kunstværker blev omgående konfiskeret af de lokale myndigheder. Efter denne milepæl begyndte kunstneren at engagere sig mere seriøst i gravering. Et ophold i Villa Romana i Firenze kom til at spille en vigtig rolle i forbindelse med dette midlertidige fokus.
Året 1969 kom til at markere et vigtigt vendepunkt i Baselitz’ kunstneriske proces. Med værket Der Wald auf dem Kopf (skoven vendt på hovedet) begyndte han at male portrætter “på hovedet”. Kunstneren blev inspireret af at opleve Louis-Ferdinand von Rayskis Wermsdorfer Wald på hovedet. Baselitz’ ræsonnement bag ved brugen af denne teknik var metodisk og perceptiv: Handlingen gjorde det muligt for kunstneren at teste grænserne for det figurative og det abstrakte, og derfor fik teknik og de formelle aspekter forrang frem for indholdet. Disse indholdsløse malerier, der var vendt på hovedet, var temaet for en udstilling i Köln i 1970.
Dette visuelle sprog, der er knyttet til kunstnerens frodige produktion og mediesynlighed, affødte talrige muligheder for udstillinger, herunder flere retrospektive udstillinger: i 1974 – en retrospektiv udstilling af hans raderinger; i 1976 i Kunsthalle i Bern og i Köln – og Staatsgalerie moderner Kunst i München; i 1984 i Staatsgalerie moderner Kunst i Basel; i 1996 på Musée d’Art Moderne de la Ville de Paris; i 2006 på Louisiana i Humlebæk, Danmark; i 2007 på Royal Academy of Arts i London; og i 2013– 2014 på Musée d’Art Moderne de la Ville de Paris.
I denne periode udviklede Baselitz et ry for provokation – sideløbende med hans overlegne kunstneriske færdigheder – og han lærte at udnytte skandalen. I 1980 udstillede han Model for a Sculpture på Venedig-biennalen. Skulpturen forestiller en siddende skikkelse, som udfører noget, der ligner en nazi-hilsen, en antydning, som kunstneren tilbageviste kort efter. Talrige debatter fulgte, og kritikerne er uenige den dag i dag. I 2013 blev Baselitz skydeskive, da han påstod, at kvinder er dårlige kunstnere, fordi de mangler den centrale (maskuline) brutalitet, der er nødvendig for at kunne skabe kunst. Endnu engang afviste kunstneren alle beskyldninger for at være kvindehadsk, samtidig med at han behændigt gjorde sig selv til det midlertidige centrum for opmærksomhed.
