Giulio Turcato blev født i Mantova i 1912. Han studerede kunst i Venedig, hvor han gik på den lokale kunsthøjskole og skolen for nøgenstudier. Efter korte perioder i Palermo og Milano, hvor han arbejdede i Giovanni Muzios arkitektstudie, bosatte han sig i Rom i 1943. Det var i den italienske hovedstad, at han frekventerede Osteria Fratelli Menghi, et kendt mødested for malere, instruktører, manuskriptforfattere, forfattere og digtere mellem 1940’erne og 1970’erne. Sammen med sine kunstnerkollegaer Emilio Vedova og Toti Scialoja begyndte Turcato at udstille i den italienske hovedstad.
Efter en periode i den italienske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig, flyttede han til Paris i 1946 for at studere avantgarden, herunder Kandinsky og Picassos værker. Ansporet af sine omgivelse underskrev han manifestet Forma I i 1947 og blev en del af kunstnergruppen Fronte Nuovo delle Arti og udstillede sammen med dem ved biennalen i Venedig i 1948. Uoverensstemmelser over ideologien og en afvisning af socialrealismen fik dog med tiden Turcato til at vælge en anden retning. I 1952 efter sikker overbevisning om, at kunst og politik ikke kunne forenes, gik han med i gruppen Gruppo degli Otto sammen med Afro Basaldella, Renato Birolli, Antonio Corpora, Giuseppe Santomaso, Ennio Morlotti, Emilio Vedova og Mattia Moreni.
I sin egen kunstneriske udvikling blev Turcato tiltrukket af symbolsk uro, afvejet med en monokrom brug af farver, der lod til at flyde langsomt ud af lærredet, og brugen af grundlæggende materialer som sand og gummi. Men geometrisk formalitet blev gradvist afløst af frie former og gesturale strøg. Politiske emner måtte vige for regionale og spirituelle indflydelser, særligt Zen. Indflydelsen fra amerikansk abstrakt ekspressionisme viste sig også i hans valg af større lærreder.
I 1960’erne begyndte hans samling at tage en anden form med en blanding af collager og malede detaljer, der mindede om surrealistiske værker fra 30 år tidligere. Også her voksede hans ambitionsniveau med tiden.
Turcato udstillede regelmæssigt på biennalen i Venedig: i 1948, 1954, 1956, 1958, 1966, 1968, 1972, 1982, 1986, 1988, 1993 og 1995. Af andre betydningsfulde udstillinger kan nævnes the National Review of Figurative Arts på den femte quadriennale i Rom (1948), Peintures italiennes d’aujourd’hui, en omrejsende udstilling i Mellemøsten og Nordafrika (1963-1964) og en retrospektiv udstilling på Galleria Nazionale d’Arte Moderna i Rom (1987). Han udstillede også på Museum of Modern Art (MoMA) i New York, Padiglione d’Arte Contemporanea i Milano, State Gallery of Modern Art i München, Musée de l’Athenée i Geneve og Philadelphia Museum of Art, for blot at nævne nogle få.
Han vandt flere priser i sin karriere, bl.a. førstepræmien ved Premio del Golfo i La Spezia (1951), en Premio Acquisto ved den første udgave af Premio Spoleto (1953) og en Premio della Presidenza del Consiglio.
