Györgyi Lantos blev født i Hódmezővásárhely i 1953. Hun studerede ved Magyar Képzőművészeti Főiskola (i dag Hungarian University of Fine Arts) i Budapest (1971-1976), hvor hun mødte sin kommende mand og kreative partner Istvan Máté.
Da de begge kommer fra ydmyge kår som børn af handelsfolk på landet, antog de en neutral holdning, som er typisk ungarsk. Selv om der i årtierne omkring årtusindskiftet blev ført kampe på kunstscenen i både Ungarn og Europa – ikke blot mellem “ismer”, stilarter og tendenser, men også mellem personer og grupper – forblev Lantos loyal mod mottoet: “mod kræver først og fremmest diskretion”. Både hun og hendes mand holdt deres egen kurs, og samtidig lykkedes det dem at forblive relevante og producere kontekstuel meningsfuld kunst.
I hendes arbejde er der to aspekter, der er tæt og uløseligt forbundne: en ædel hensigt om at ville fremvise noget, som i høj grad er kendetegnende for ungarsk skulpturkunsts interne udvikling, og den store livscentrerede, stiliserende, symbolske tradition i europæisk kunst fra grækerne og romerne op gennem renæssancen og frem til i dag: Rodin, Strobl, Meštrović, Meggyesy og Manzù, for blot at nævne nogle få.
Traditionen fremstår altid i en passende form og i en vanskelig balance med moderniteten, som beriges med en suveræn brug af forskellige kunstneriske fremgangsmåder og Lantos’ egne idéer. Hun farer ikke vild i junglen af formelle innovationer. Hendes kunst er en integreret og organisk del af den dominerende retning inden for kunsthistorien. Hendes bedste værker er præget af den europæiske kulturs store etos. Når aktuelle spørgsmål skal fremkaldes, hvad enten der er tale om kunstneriske eller samfundsmæssige spørgsmål, synes Lantos’ løsninger altid at trække på klassisk viden.
