Helen Chadwick blev født i London i 1953. Efter at have gennemført et grundkursus i kunst på Croydon College studerede hun videre på Brighton Polytechnic (1973-1976). I 1976 begav hun sig til London for at tage kandidatuddannelsen på Chelsea College of Art (1976-1977), inden hun selv blev professor på prestigefyldte uddannelsesanstalter i den engelske hovedstad: Goldsmiths (1985-1990), Chelsea College of Arts (1985-1995), Central Saint Martins (1987-1995) og Royal College of Art (1990-1994). Hendes indflydelse kunne mærkes op gennem 1980’erne og 1990’erne, nærmere bestemt på den gruppe, som skulle blive kendt som Young British Artists. Hun var en del af den første bølge af kvindelige kunstnere, som blev nomineret til den prestigefyldte Turnerpris (1987). Chadwick var opsat på at give kvinder en mere kunstnerisk og mindre stereotyp synlighed, så hun forsøgte at nedbryde barrierer – til tider på lidt klodset vis – og udfordre den sociokulturelle status quo.
Under sin uddannelse udviklede Chadwick en unik stil med blanding af bløde materialer, pigmenter, latex og optræden, alt sammen med et stærkt fokus på kroppen. Domestic Sanitation fra 1976 er et kontroversielt eksempel på denne stil. Selv om værket, der omfatter kvindelige figurer, som udfører husligt arbejde iført latex, var et forsøg på at adskille nøgenhed fra blottelse og på satirisk vis understrege kønsroller, blev optrædenen kritiseret af feministiske personligheder for at forstærke de selvsamme stereotyper, den var en protest imod. Fra generelle ydre overvejelser om kroppen resulterende i f.eks. Ego Geometria Sum (1983) eller The Oval Court (1984-1986) vendte Chadwick sig mod det indre med værker som Viral Landscapes (1988-1989), Meat Abstracts (1989) og Meat Lamps (1989-1991), som rummer meget organiske, kødfulde og cellulære billeder. Denne mere biologiske tilgang skulle komme til at præge resten af hendes karriere.
Inspireret af bl.a. Julia Kristeva og Michel Foucault ændrede Chadwick sin tilgang til krop og køn som emne. I stedet for gengivelse heraf begyndte hun at sætte spørgsmålstegn ved selve definitionerne. Piss Flower (1991-1992), en serie af 12 skulpturer baseret på urinspor i sne støbt i gips, sætter spørgsmålstegn ved kønnene ved at bytte rundt på de forventninger, der er til dem. I sin stræben efter at dissekere femininitet og køn som en social konstruktion centreret omkring underdanig lyst brugte Chadwick således modstand og antitese som et middel til at udforske og til at søge sandhed i modsætninger. Hun beskæftigede sig især med at skabe forbindelse mellem den pirrende krop og det usle, hvilket forklarer hendes fokus på tabuiserede kropsdele og brug af rådnende materialer, primært fødevarer.
Denne vedvarende undersøgelse banede vejen for et stort antal udstillinger. Hendes første soloudstilling blev holdt i 1986 i Institute of Contemporary Arts i London, hvor man kunne opleve tidlige værker såsom The Oval Court. Hendes udstilling Effluvia (1994) viste derimod den retning mod det indre, som Chadwicks arbejde havde bevæget sig i i 1990’erne.
Chadwick døde af et hjertetilfælde i 1996 i en alder af 42 år. Næsten 10 år efter hendes død blev der i 2004-2005 afholdt en omfattende retrospektiv udstilling på Barbican Art Gallery (London), og denne udstilling kunne senere også opleves på Liljevalch Konsthall (Stockholm), Kunstmuseet Trapholt (Kolding) og Manchester Art Gallery.
