Helena Almeida var datter af den anerkendte portugisiske billedkunstner Leopoldo de Almeida. Som ung arbejdede hun sammen med sin far i hans atelier og udviklede sin kreativitet og smag. Hendes medfødte talent blev slebet til og finpudset på universitetet i Lissabon, hvorfra hun dimitterede i 1955. Fra den tidlige billedudforskning udviklede hun sig i retning af opdagelsen af sort/hvid-fotografiets ekspressive potentiale. I 1964 fik hun et rejselegat til Paris, hvor hun fortsatte med at iagttage og sætte sig ind i materialistiske og konceptuelle strømninger, efterhånden som de dukkede op.
I denne periode udfordrede hun lige som Lucio Fontana dybdekompositionens karakter af illusion. Ved at angribe lærredet brugte Almeida metadiskurs til at understrege billedkunstens iboende materielle natur. Mens Fontana skar lærredet i stykker, lod Almeida det glide af blændrammen for at vise den. Perceptuelle og konkrete strukturer blev dekonstrueret, nedbrudt, flyttet rundt.
Fra 1975 kombinerede hun forskellige udtryksformer i sine værker på en helt særlig måde. Maleri, fotografi og performancekunst mødtes i krydsfelter og prøvede hinandens grænser af.
Det følgende årtis værker skilte sig ud ved den allestedsnærværende krop og en øget sans for teatermæssig performativitet. De følgende år blev iscenesættelsen og hendes performative drivkraft skærpet og kulminerede omkring årtusindskiftet i en serie med titlen Seduce, hvori kropsdele, især hænder og fødder i kontakt med jorden, spiller på forventninger og fokus og naturligvis forfører. Denne reorientering af visuelt sprog og metodologi har fået talrige anmeldere til at betegne hende som kropskunstner. Selv om Almeida blev motivet for sin egen kunst, benægtede hun hårdnakket, at der var tale om selvportrætter. Den afbildede krop var ikke hendes, men en universel krop. Som hun ofte hævdede, var hendes kunst hendes krop, og hendes krop hendes kunst. Hun fandt blot en nyskabende måde at eksperimentere med sit værks underliggende spørgsmål på: Hvordan bliver kroppen og dens bevægelser til et kunstværk? I dette perspektiv bliver det tydeligt, hvor sammenhængende og konsistent hendes kunstneriske virke reelt var.
Omkring 2007 føjede hun sammen med sin mand, Arthur Rosa, en skulpturel dimension til sit fotografi ved at anvende en monumental målestok, der spillede på dybde og perception, ind og ud af syne.
Intet under, at Almeida med så lang en karriere fik en fremtrædende plads inden for performancekunst, konceptuel kunst og kropskunst i Portugal og kom til at repræsentere sit land og sin kulturarv på de store kultur- og kunstudstillinger overalt i verden, f.eks. Wien-Biennalen.
