Imi Knoebel blev født Klaus Wolf Knoebel i Dessau i 1940. Han indskrev sig i 1962 på Werkkunstschule Darmstadt, hvor han studerede under Johannes Itten og László Moholy-Nagy. Dér mødte han sin medstuderende Rainer Giese, med hvem han i detaljer drøftede den fælles passion for Malevich. Deres respekt for denne moderne mester var så stor, at Knoebel og Giese fik øgenavnet “Imi & Imi”, en forkortelse for “Ich mit Ihm” (“Jeg med ham”). Dette kunstnernavn var tilfældigvis det samme som varemærket for et østtysk rengøringsmiddel, hvilket gav deres radikale “selvbranding” et ironisk twist. De to elever fik overbevist Joseph Beuys om at optage dem som studerende på Kunstakademie Düsseldorf (1964-1971). Derudover fik de nøglerne til Rum 19, et atelier, der stødte op til Beuys’ legendariske klasseværelse i Rum 20. I Rum 19 skabte Knoebel et grundlæggende værk opkaldt efter stedet, Raum 19 (1968), der varigt tilføjede masonit til kunstnerens tekniske arsenal som det foretrukne industrielle materiale, han blev ved med at bruge i resten af sin karriere.
Knoebel, Giese og Palermo (som han delte værksted med) gik bort fra de pop-påvirkninger, som de fleste af Beuys’ studerende beskæftigede sig med på dette tidspunkt, og udviklede deres eget personlige brand – en tysk minimalisme, der var en udløber af Malevichs suprematisme. Plader, der overmales igen og igen, indgår i skabelsen af de tidlige værker (Sandwich I & II), hvis strukturerede farver synes at være en reference til Piet Mondrian (f.eks. INNINN eller Pinakothek der Moderne). Knoebel eksperimenterede videre og var blandt de første kunstnere i sin generation, der brugte fotografiske redskaber som et middel til at udvide maleriets kompositionsmæssige repertoire. I hans Innenprojektionen (Indre projektioner, 1968-1970) anvendtes der for eksempel tomme, gennemsigtige diapositiver som støtte til visuelt at projicere tomme firkanter op på udstillingsvægge. Diapositiverne gik fra at være tomme til efterfølgende at blive fyldt med lodrette og vandrette blæklinjer, der skabte endeløse variationer af uhåndgribelige gitre på fysiske arkitektoniske flader indendørs. Gennem denne serie og dens ledsagende fotografiske og videobaserede dokumentation (f.eks. Projektion 1 fra 1968 eller Projektion X fra 1970-1971) deltog Knoebel i afmaterialiseringen af maleriet som medie.
Mens slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne var domineret af sorte og hvide gitre, lå fokus i den efterfølgende tid på farve. Farvede figurer, der blev overmalet igen og igen, var kunstnerens fortolkning af “portrætgenren”.
Da Knoebels ven Palermo døde, begyndte kunstneren at eksperimentere mere eksplicit og konsekvent med farver, f.eks. med Farben – für Blinky (1977), der markerede begyndelsen på denne ivrige proces. 1980’erne var karakteriseret ved brugen af fundne objekter i hans værker, primært som overflader eller underlag, som han malede på. Denne introduktion af noget fysisk gennembrød den dimensionsmæssige kløft i forbindelse med malede billeder, der eksisterede i den tredje dimension – en fysisk virkelighed, der blev forstærket af tekniske spor og markeringer såsom dryp og rester, der væltede ud over billedets “kant”. Dette byggede videre på den redefinition af maleriet som medie, som Frank Stella havde påbegyndt i 1960’erne. I 1990’erne blev aluminium – udskåret og malet i enkle farver, ofte primærfarver – det foretrukne materiale til overfladen. Kunstnerens tilslutning til principperne for denne primære “treenighed” demonstrerer den vedvarende indflydelse fra Mondrian.
Han forblev tro over for dette princip – endda i forbindelse med arbejdet på et af hans mest betydningsfulde bestillingsarbejder. I 2008 blev han bedt om at skabe seks nye farvede glasmosaikvinduer til katedralen Notre-Dame i Reims. Disse vinduer, abstrakte kompositioner med hundredvis af glasstykker i intense nuancer af rød, blå og gul, blev monteret i 2011 for at fejre bygningsværkets 800-års jubilæum. I 2015 blev den oprindelige opgave kompletteret med tre yderligere vinduer.
Knoebel har udstillet sine værker mange steder, herunder på soloudstillinger i Museum Haus Konstruktiv, Zürich, Schweiz (2018); Museum Haus Lange og Haus Esters, Krefeld, Tyskland (2015); Kunstsammlung Nordrhein-Westfalen, K21, Düsseldorf, Tyskland (2015); Kunstmuseum Wolfsburg, Tyskland (2014); Museum der bildenden Künste, Leipzig, Tyskland (2011); Gemeentemuseum, Haag (2010); Neue Nationalgalerie, Berlin (2009); Deutsche Guggenheim, Berlin (2009); Dia:Beacon, New York (2008); Hamburger Kunsthalle, Tyskland (2004); Kestner Gesellschaft, Hannover, Tyskland (2002); Institut Valencià d’Art Modern, Valencia, Spanien (1997); Kunstmuseum Luzern, Schweiz (1997); Haus der Kunst, München, Tyskland (1996); og Stedelijk Museum, Amsterdam (1996).
Knoebel bor og arbejder i Düsseldorf.
