Ioana Bătrânu blev født i Unirea/Felvinc i 1960. Som mange af hendes samtidige gik på Bătrânu på Institutul de Arte Plastice “Nicolae Grigorescu” (Nicolae Grigorescu-kunstinstituttet – nu Universitatea Națională de Arte București) i Bukarest, hvor hun i 1983 dimitterede fra afdelingen for grafisk kunst. Hendes tidlige arbejde består af tofarvede sort-hvide figurative kompositioner, der låner fra forskellige inspirationskilder såsom punkkulturen, 1950’ernes mode og vestlige film.
1990’erne betegnede en mere introspektiv drejning for Bătrânu, som var næret af følelsen af fremmedgørelse og isolation. Hun gik bort fra figurer fra populære medier til fordel for mere personlige og undertiden melankolske emner såsom haver, interiører og latriner: alle genstande og steder, der understreger følelser og emotioner, som ofte er perifere for hverdagen og samfundet. Grave – specifikt hendes mors – og senere kirkegårde blev tilbagevendende motiver, efterhånden som kunstneren vendte sin sorg, sit tab og sit behov for at komme videre indad. Disse selvbiografiske udforskninger var sammenfaldende i tid med hendes deltagelse i Beyond Belief, en af de første udstillinger af central- og østeuropæisk kunst, som var arrangeret af Museum of Contemporary Art Chicago og kurateret af Laura J. Hoptman.
Selv om Bătrânu har en klar kunstnerisk identitet, som bygger på personlige erfaringer, har kritikken af hendes værker generelt været blandet. Historisk set er hun blevet rost for at være fuldstændigt uimodtagelig for og uinteresseret i tendenser i samtiden og deres udvikling (som i Rumænien er centreret om kunstneriske produktioner inspireret af jagten på det esoteriske, nationale myter osv.) og forblive tro mod sin interesse i virkeligheden og den hårfine grænse mellem subjektivitet og objektivitet. Dermed har hun kunnet påpege de tiltagende kløfter i samfundet, f.eks. kontrasten mellem overdådighed og afsavn, lighed og uretfærdighed osv. Fremmedgørelsen har givet hende evnen til at reagere hurtigt på spørgsmål i samtiden. Nogle kritikere ser imidlertid i denne enegang en form for forældelse, anakronisme og en afkobling fra hendes umiddelbare kunstneriske kontekst. Bătrânu synes imidlertid at betragte denne kritik som en rimelig pris at betale for at kunne forfølge sit ideal.
Bătrânu bor og arbejder i øjeblikket i Bukarest.