James Vella Clark blev født i Malta i 1975. I dag er hans navn synonymt med landskabsbilleder af hans ø og dens omgivelser.
Vella Clark har ladet sig inspirere af kunstnere som Esprit Barthet, Pawl Carbonaro og Paul Klee (herunder sidstnævntes passion for musik, som Vella Clark også bruger til at understøtte sit kreative virke, og musikken er et altoverskyggende element i hans produktion). Vella Clark har søgt videreføre en del af arven fra sine forbilleder og samtidig følge sin egen æstetiske vej. Traditionen er kun et udgangspunkt, mens selve originaliteten opstår under rejsen.
Som genstand har landskabet under Vella Clarks pensel bevæget sig i to forskellige retninger – man kunne næsten sige, at det har delt sig i to kategorier: Figurative scenerier og helt abstrakte scenerier. Disse subcorpora eller underkategorier er, selvom de eksisterer side om side, resultatet af en udvikling, som kunstneren selv beskriver på følgende vis: “Mine abstrakte værker er opstået ved, at jeg har forskubbet grænserne mellem de enkelte komponenter i mine landskaber. Det har været en gradvis proces, der er forløbet over en årrække. Og måske er dette grunden til, at jeg betragter min kunst som min personlige rejse”. Landskabet handler om historiefortælling, og stilen er et sprog, en måde at fortælle på.
To vigtige tilbagevendende motiver forbinder disse to former for æstetik: kirken (som et byarkitektonisk træk) og træet. Kirken spiller hovedrollen i Vella Clarks historier, som den gør det i hans eget liv. Sådanne bygningsværker følger altid hver enkelt af hans bevægelser, former altid hans horisont, tegner altid silhuetten mod himlen. Kirken er mere end blot visuel. Den er tillige et symbol på den moralske magt og dominans, som den tro, der er knyttet til bygningen, stadig udgør i hans dagligdag.
Det andet grundelement i hans virke er træet. Også her er motivet præget af udvikling. For det første har cyprestræet en vigtig symbolsk betydning. Dette træ, der altid er at finde på kirkegårde, er blevet brugt som en metafor for død og dødelighed, som er gennemgående temaer i Vella Clarks liv og virke. Ændringer i hans liv førte også til udvikling i hans virke. Hans tilgang til landskabet og farverne på hans palet forandrede sig og blev klarere og mere dynamisk og opløftende. I disse nye malede rum er cyprestræet erstattet af palmen, som er modstandsdygtig under de mest barske betingelser. Vella Clark bruger det som en metafor for den menneskelige ånd i os, der søger at overleve under de mest vanskelige livsvilkår. Denne personificering er vokset og er nået til et punkt, hvor træer ofte indsættes i stedet for personer i kunstnerens liv. De får deres egen personlighed og optræder i en malet historie.
