Barjola blev født i 1919 i Torre de Miguel Sesmero i provinsen Badajoz og var søn af landarbejdere. I 1934 flyttede han til byen Badajoz for at gå på kunsthåndværkerskole. Den spanske borgerkrigs tragiske begivenheder i Barjolas ungdomsår kom til at præge ham for livet, og hans fremtidige værker afspejlede delvist hans oplevelser fra den periode. I 1943 flyttede han til Madrid for at fortsætte sin uddannelse. Han indskrev sig på kunstakademiet Real Academia de Bellas Artes de San Fernando – hvor han kun gik til undervisning i træskæring og ‑gravering – og gik også til timer på kulturinstitutionen Círculo de Bellas Artes og besøgte museet for reproduktioner af kunst (Museo de Reproducciones Artísticas) og Pradomuseet, hvor han kopierede Velázquez’ hofnarsamling og lavede fortolkninger af Goyas, El Grecos og Hieronymus Boschs malerier. Han lavede sine første graveringer og tjente sit brød som officiel billedhugger i Grandaværkstederne. Barjolas værker fra slutningen af 1940’erne afbilleder traditionelle scener og personer fra byernes randområder og er præget af en naturalisme, der allerede indeholder visse ekspressionistiske træk.
I 1950 besluttede han sig for at hellige sig maleriet fuldt ud, og i 1957 holdt han sin første soloudstilling i Galería Abril i Madrid. Temaet var menneskekroppen. Med hans egne ord: “Jeg kom ind i et mere mentalt forløb, hvor kubisme er sammenkoblet med den ekspressionisme, jeg aldrig er gået væk fra”. Samme år opholdt han sig tre måneder i Belgien, hvor Ensors værker gjorde stort indtryk på ham. Han rejste derefter til Paris, hvor han blev imponeret af Matisses, Soutines, Rouaults og de Staëls værker. Han holdt en soloudstilling i Galerie du Théâtre i Bruxelles og deltog i en kollektiv udstilling i Galerie Vallovra i samme by.
I 1959 ændrede hans stil sig i nogen grad i retning af det abstrakte og en umildnet kromatisme, hvor de titelgivende genstande eller menneskefigurer i hans værker var genkendelige. Disse figurer – bestående af pletter eller klatter i et begrænset farvespektrum – var reduceret til deres essentielle konturer. Kunstneren selv kommenterede, hvad denne ændring i hans arbejde betød: “Jeg blev træt af denne symbiose og kom ind i en abstrakt periode, som jeg drog konklusioner ud fra, der gjorde mig i stand til at se rummet tydeligt. Denne fase var kort, eftersom indholdet altid har interesseret mig. Logisk set måtte det være sådan, da abstrakt kunst kun er æstetisk”.
I 1960 modtog han en legatpræmie fra stiftelsen Fundación Juan March til at studere videre i udlandet. Fra 1964 blev hans malerier meget ekspressive. Tegningerne og malerstrøgene fremhævede temaernes og personernes uhyrlige og lurvede karakter. Han begyndte at berige farverne ved at benytte sort, karminrød og grøn som kontraster og satte formerne i relief ved at anvende kantede og uregelmæssige konturer. Der opstod en vis surrealistisk komponent i hans malerier, idet hans figurer var deforme, navnlig hænderne og hovedet.
Fra 1967 begyndte han at gå væk fra grov pastos, idet han foretrak en fladere farvelægning med voldsomme farvetoner, hvilket i visse henseender bragte ham tættere på popkunst. I denne periode blev visse uforanderlige attituder og træk i hans værker endnu tydeligere: ironi, sarkasme, grimhed, vulgaritet, det uheldssvangre. I 1970’erne fik Barjolas arbejde igen et ekspressionistisk udtryk med træk fra informalismen og Bacons, de Koonings og Picassos værker. Nogle af hans værker fra begyndelsen af dette årti indeholder social og politisk kritik ved at afbilde scener af død og kollektiv vold, herunder skyderier og massakrer, og fordømmer eksistensen af undertrykkende regimer i et bredere billedligt rum end i hans tidligere værker.
