Kristaps Ģelzis blev født i Riga i 1962. Han studerede kunst ved det lettiske kunstakademi, hvorfra han dimitterede i 1986. Siden da har hans miks af postmoderne metodologisk diversificering og kulturelt reflekterende forslag gjort ham til en central figur inden for moderne lettisk kunst sammen med kunstnere som Ojārs Pētersons, Andris Breže, Oļegs Tillbergs og Juris Putrāms.
Ģelzis har et skarpt øje for sine omgivelser og vurderer og omdanner virkeligheden omkring sig for at afsløre, udtrykke og skildre skjulte, usynlige eller ubekvemme sandheder. Hans kunst er således kulturelt ladet og benytter sig af et fælles sprogbrug og fælles symboler og arketyper. Igennem disse forsøger han at udtrykke en opfattet fællesskabsfølelse, der ofte vedrører spørgsmål som national identitet, status som selvstændig stat eller udvandring, der er centrale emner i det lettiske samfund. Kunstneren afbalancerer disse kulturelt specifikke temaer med universelt billedmateriale, nemlig ved at anvende elskede figurer fra populærkulturen (f.eks. superhelte eller Disneyfigurer) i nye sammenhænge eller ved at afbilde situationer, der tvinger beskueren til at genoverveje sit forhold til disse ikoner. Hans udstilling Laika laukums (Time Square) på Rīgas Galerija i 2000 fremhævede ligheder og forskelle mellem amerikansk og lettisk kultur.
Da det metakritiske budskab tydeligt har forrang, begrænses Ģelzis ikke af sine midler eller værktøjer. Gennem hele sin karriere har han udviklet evnen til at arbejde med alle tilgængelige materialer og teknikker – akademisk tegning, akvarel, maleri, færdige genstande, hightechmaterialer, fotografi, digitale tryk, videofilm og tekstiler indgår alle i hans kunstneriske projekt. Ģelzis’ “plastmalerier” er den seneste tilføjelse til hans visuelle sprog, men har allerede gennemgået en udvikling. Denne teknik er baseret på anvendelse af polyethylen, plasttape, selvklæbende tape og akrylpigment. Siden 2015 har strukturen i disse materialekompositioner bevæget sig mere i retning af maleri.
Ģelzis har udstillet vidt og bredt, siden han blev populær i midten af 1980’erne: på Ludwig-museet (museum for moderne kunst) i Budapest, Ungarn (1991); på Pori Kunstmuseum i Pori, Finland (1992); Riga – Lettische Avantgarde på Staatliche Kunsthalle Berlin i Vestberlin, Forbundsrepublikken Tyskland (1988); Personal Time i Warszawa, Polen, og Skt. Petersborg, Rusland (1996); Virtuale på Statens Museum for Kunst i Riga, Letland (1996); som del af udstillingen af lettisk kunst under Art Moscow-projektet i Kunstnernes Centrale Hus i Moskva, Rusland (2001); på Städtische Galerie Bremen i Bremen, Tyskland (2002); som del af Rīgas Galerijas projekt Masks på den syvende internationale udstilling af moderne kunst ART MOSCOW 2003 (2003) i Riga, Letland; på Kiasma-museet for moderne kunst i Helsingfors, Finland (2004).
Ģelzis repræsenterede endvidere Letland på den 54. biennale i Venedig og modtog Purvītis-prisen i 2011.
