Luigi Mainolfi blev født i Rotondi i Campania i 1948. Han studerede ved kunstakademiet i Napoli. Uvægerligt tiltrukket af byens kulturelle momentum som 1960’ernes avantgardecentrum flyttede han til Torino i 1973.
Hans stil er ofte beskrevet som post-konceptuel pga. kronologien og er tættere forbundet med den minimalistiske generation, som kom før hans egen. Hans arbejde fra de tidlige 1970’ere centrerede sig om kroppen og dens bevægelser, hvor kroppen fungerede som udtryksmedie. Et af hans signaturværker var brugen af kalkerpapir med kridtstreger af hans krop, som blev efterladt i vand, hvor det blev forvrænget og deformeret. Mod slutningen af årtiet begyndte der at vise sig oldtidssymboler og gamle motiver i hans arbejde. Han tog også skulpturkunstens teoretiske facetter til sig og tilføjede skreven tekst som akkompagnement til mange af hans væsentlige værker.
Figuration vendte tilbage senere med biologiske og zoologiske symboler, der gav næring til fantasifulde hybride og muterede byer. Orden (byen) blev blandet med uorden (fantasifuld hybridisering) i terrakottaskulpturer af særlig berøringskvalitet. Efter ler supplerede andre mere traditionelle materialer hans arbejde, f.eks. bronze, gips, sten, lava og træ. Han opnåede overordnet en mere tidløs og universelt folkloristisk tilgang til skulpturkunst gennem det fantasifulde.
De sidste to årtier af det 20. århundrede bød på mange udstillinger, bl.a. i Galleria de’ Foscherari i Bologna, Galleria Alfonso Artiaco i Pozzuoli og Galerie Di Méo i Paris (1988), Galleria Tucci Russo, Torino (1989), Noire Gallery i Torino (1990), Galleria Piero Cavellini, Brescia (1991), Galleria Gian Ferrari i Milano og bymuseet i Rimini (1992), Galleria Alfonso Artiaco, Pozzuoli (1993), Villa delle Rose, Bologna, og Prague City Gallery i Prag (1994), Galleria de’ Foscherari, Galleria Studio G7 og Otto Gallery of Contemporary Art, Bologna (1998).