Marika Mäkelä blev født i Oulu i 1947. Hun dimitterede fra det finske kunstakademi i 1973, hvor hun havde indskrevet sig i 1969. Under den neo-ekspressionistiske bølge, der begyndte i 1980’erne, placerede hun sig strakssom en af de centrale fortalere for en fornyelse på den finske samtidskunstscene, sammen med andre indflydelsesrige kvindelige kunstnere såsom Marjatta Tapiola og Leena Luostarinen. Hun bevarede sin indflydelse på den finske kunstscene gennem sine lærergerning som lektor på det finske kunstakademi fra 1983 til 1985 og på Aalto-universitetets højskole for kunst, design og arkitektur.
Mäkeläs arbejde er kendetegnet ved en sikker og generøs brug af farve, som ofte er påført i tykke lag og på en meget grafisk måde. Sidstnævnte aspekt suppleres med, at der indføjes sorte eller mørkfarvede symboler med refererer til Østen (Nær- og Fjernøsten), der anvendes gesturalt. I slutningen af 1990’erne eksperimenterede hun med trykteknikker i naiv stil, en metode, som kunstneren var ivrig efter at bruge, men ikke havde studeret. I stedet forlod hun sig på sine assistenter og de heldige tilfældigheder, der kan opstå. Gennem flere reliefrelaterede faser og endda skulpturelle faser og brug af flade trykte medier er der en fortsat tematisk gennemgående linje i hendes arbejde: motivet moderen og barnet.
En første soloudstilling i Helsinki i 1974 var startskuddet til en produktiv international karriere, hvor hun deltog i Paris Biennalen i 1983, den nye skandinaviske maleriudstilling i New York i 1990 og ved Barbican Centre i London i 1992. Der er blevet afholdt retrospektive udstillinger til hendes ære i Göteborg kunsthal og i Aboa Vetus & Ars Nova Museum i Turku.
Blandt hendes offentlig opgaver kan nævnes Tuusula kommunalrådhus (1980), Kivenlahti-svømmehallen i Espoo (1984), Art, Time, Thought-triptykonen i Gävle Koncertsal (1997) og Kauniainen Kirke (2001). Hun fik tildelt den finske stats kunstpris i 1974 og den finske kulturfonds pris i 1994.
Mäkelä bor og arbejder i Helsinki.
