Mario Schifano blev født i Homs i Libyen i 1934. Hans familie flyttede til Rom under Anden Verdenskrig. Han var selvlært allerede fra en ung alder og uddannet konservator af keramik og valgte som kunstner en postmoderne, metakritisk tilgang, der placerede ham direkte inden for tidens primære bevægelser. Hans kreativitet blev dog ikke begrænset af rammerne for bestemte stilarter, hvilket hans succes som filmskaber og rockmusiker er bevis på.
Meget af hans personlige æstetik krystalliserede i 1960’erne, et årti som var markeret af brydninger og udviklinger. I 1962 deltog han i udstillingen New Realists i Sidney Janis Gallery i New York, hvilket viste hans kunstneriske tilknytning til popkunstnere som Andy Warhol og Roy Lichtenstein. På dette tidspunkt var hans teknik uformelle, konkrete impasto-kollager med en eller højst to farver. Omkring tidspunktet for udstillingen begyndte Schifano at tilegne sig ikonografien fra reklame og medier. Han udstillede også disse popkunstneriske værker i New York, hvor indflydelsen fra Jim Dine og Franz Kline blev stadigt mere fremherskende.
Han blev senere medlem af kunstnergruppen Scuola Romana, som også talte Franco Angeli og Tano Festa. Beruset af begejstringen i kulturlivet og hans kunstneriske kredse udviklede Schifano en afhængighed af stoffer, der gav ham øgenavnet maledetto – “den forbandede”.
I anden halvdel af 1960’erne, begyndte TV, film og performancekunst at fange Schifanos interesse. Han var med til at etablere bandet Le Stelle sammen med guitaristen Urbano Orlandi. Sammen udgav de et album med titlen Le ultime parole di Brandimonte. Filmarbejdet fulgte hurtigt derefter, bl.a. med Satellite i 1968, som fik meget ros. Som med sin kunstneriske praksis var han vældigt inspireret af filmtryk, da det gjorde ham i stand til at genoptage temaer og gå mere i dybden. De værker, han gav sig i kast med i denne periode, blev udstillet på biennalen i Venedig i 1984. Disse senere værker blev stadigt mere politiske og tog udgangspunkt i begivenheder som Vietnamkrigen og omfattende social uro gennem både film og fotografi.
Højdepunkterne i Schifanos filmografi er bl.a.:
– Schifano (16 mm, sort/hvid, stum, 1 min.) (1967)
– Voce della foresta di plastica (16 mm) (1967)
– Satellite (35 mm, sort/hvid og farve, 82 min.) (1968)
– Umano non umano (35 mm og 16 mm, farve, 95 min. – Produktion: Mount Street Film) (1969)
– Trapianto, consunzione, morte di Franco Brocani (35 mm og 16 mm, farve og sort/hvid, 120 min.) (1969)
– Paesaggi (Super 8 mm, farve) (1970)
– Åbningssekvens for La Magnifica Ossessione (video, farve, 2 min. – Produktion: Rai) (1985)
– Absolut Vodka (video, farve, 20 min., med Roberto Lucca Taroni) (1994).
