Markus Lüpertz blev født i Reichenberg (i dag Liberec i Tjekkiet) i 1941. Han studerede ved Krefeld Kunstgewerbeschule (kunsthåndværkerskole) med Laurens Goosens – og tilbragte et semester ved Kunstakademie Düsseldorf.
I 1962 slog han sig ned i Vestberlin, hvor han sluttede sig til Großgörschen 35 Gallery, kort efter at de ansete medlemmer Bernd Koberling og Karl Horst Hödicke havde forladt det. Her udviklede han sin kunst og sit netværk – blandede sig med folk som Jörg Immendorff, Georg Baselitz og Gerhard Schröder (der senere blev kansler) – og opnåede sit ry som kunstner. Som årene gik, blev Lüpertz kendt som “malernes fyrste” på grund af sin meget teatralske og spektakulære fremtoning i det offentlige rum, sin egocentriske retorik og ekstravagante livsstil.
Rent kunstnerisk placerede Lüpertz sig bevidst i modsætning til tidens hovedtendenser, idet han undgik minimalismens og konceptkunstens kolde nøgternhed for i stedet at omfavne neoekspressionismen fuldt ud. Dette indebar anvendelse af det rent figurative samt af enkle og væsentlige motiver – alt sammen brugt på en udtryksfuld måde. Hans tidlige berlinerstil, der beskrives som værende præget af “dityrambiske malerier” og blev udstillet i hans galleri i 1964, bliver ofte identificeret som udgangspunktet for en æstetik, som han til sidst skulle blive forkæmper for og leder af.
Mellem 1969 og 1977 udforskede kunstneren større formater i en serie, der omfattede symboler, motiver og uddrag hentet fra Tysklands historie. Blandt disse havde hjelme, flag og krigsmindesmærker en central placering og vigtig betydning. I løbet af denne tid (1976) blev kunstneren udnævnt til professor ved Staatliche Akademie der Bildenden Künste i Karlsruhe.
Efter denne mere historiske cyklus udviklede Lüpertz sin “grand style”, hvor han på ny flirtede med den abstrakte kunst, der var blevet “født” næsten 30 år tidligere. Denne evne til at skue tilbage i tiden skulle blive strukket gennem tid, rum og (kunst)historie, hvor andre kunstnere såsom Poussin og Corot fandt deres egen vej “i ly af” Lüpertz’ pensel i dennes Serienbilder i 1980’erne.
I 1977 blev hans første retrospektive udstilling arrangeret i Kunsthalle i Hamborg. Den positive modtagelse og presseomtale, som den fik, banede vejen for efterfølgende udstillinger ved prestigefyldte institutioner, f.eks. i Bern, ved Stedelijk Museum i Amsterdam og Van Abbemuseum i Eindhoven.
I 1986 blev han udnævnt til professor ved Kunstakademie Düsseldorf, og han blev skolens rektor to år senere.
Bemærkelsesværdige retrospektive udstillinger omfatter: Kunsthalle, Hamborg (1977); Museo Nacional, Centro de Arte Reina Sofía, Madrid (1991); Musée d’Art Moderne de la Ville de Paris (2015).
Lüpertz har modtaget følgende priser: Villa Romana Prize (1970); German Critics’ Association Prize (1971); Lovis Corinth Prize (1990); og den fjerde Julio González Prize (2004). Lüpertz har fået tildelt en æresdoktorgrad af Wrocław Fine Arts Academy i 2006.
Lüpertz bor og arbejder i Berlin, Karlsruhe, Düsseldorf og Firenze, hvor han maler, skriver digte og indimellem spiller jazzklaver.
