Miguel Branco blev født i Castelo Branco i 1963. Han studerede ved Faculdade de Belas-Artes – kunstakademiet – på universitetet i Lissabon. Branco har hele livet studeret kunsthistorien og påkalder subtilt sine læremestre (Watteau, Chardin, Fragonard, Goya, Velázquez, Bellini, Stubbs, Hogarth og Teniers for blot at nævne nogle få), mens han samtidig spiller på mystiske og selvrelativerende scenerier (f.eks. Egypten eller Indien), der fremmaner menneskehedens historie. Hans tilgang er derfor bevidst postmoderne, selv om værkerne emmer af klassisk teknik. Der, hvor Branco virkelig skiller sig ud rent kommunikativt i sin kunst, er hans udnyttelse af målestok. Selv om han foretrækker en mindre målestok (nogle værker er mindre end et postkort), bruger Branco ikke miniaturen for at udstille sin tekniske overlegenhed. Han nedskalerer snarere i perceptionsøjemed, trækker beskueren til sig, tvinger vedkommende til at komme nærmere og indtage den rigtige stilling for fuldt ud at forstå værket. Branco orkestrerer med andre ord et aktivt fysisk samspil med sine værker alene ved hjælp af deres størrelse.
Til skulpturen som udtryksmiddel benytter Branco en sammenlignelig, men omvendt strategi: Her inddrager han helst beskueren ved hjælp af den monumentale målestok. Foruden i det rumlige samspil ses Brancos konsekvente linje i tematikken, nemlig hans passion for dyremotiver og vilde dyr. Udtryksmiddel eller inspiration ufortalt skaber kunstneren sine egne erindringer om eksisterende kunstværker og udtryk. Blikket – motivets eller beskuerens – er ofte afgørende i kompositionen og installationen. Intertekstualitet og målestok er blot kneb, der muliggør lagdelte og krydsende iagttagelser.
Branco samler på referencer og afviser derfor ikke nutidskunst og popkunst. Tværtimod trækker han på dem for at skærpe kontraster, forstærke forandringer og fremhæve visuel krydsning. Med nutidens medier følger nutidige metoder og teknikker såsom digitaltryk, digital manipulation, fotomontage osv. Så paradoksalt det kan forekomme, tjener denne vægt på teknologien (kameraer, droner, fotografier) faktisk til at hylde naturen.
Brancos passion for kunsten og kunsthistorien har ført ham om bag katederet. Han har siden 1989 givet forelæsninger ved Ar.Co, Centro de Arte e Comunicação Visual, og var fra 1994 til 2018 institutleder for tegne- og maleinstituttet.
Branco bor og arbejder i dag i Lissabon.
