Piero Guccione blev født i 1935 i en småborgerlig familie i byen Scicli på Sicilien. Selvom ingen af hans forældre var særligt kunstneriske anlagte (hans far var skrædder og hans mor hjemmegående), støttede de tidligt han kreative interesse og lod ham studere på kunstskolen i Comiso og senere på kunstinstituttet i Catania, hvorfra han fik sin eksamen i 1954. Samme år flyttede Guccione til Rom, hvor han startede på kunstakademiet. Desværre blev det ikke en magisk oplevelse, og han stoppede igen efter kun en måned. Selvom han blev i den italienske hovedstad, malede han sjældent de første to år, men arbejdede i stedet som grafisk designer, mens han lærte mere om reklameplakater, aviskarikaturer og møbeldesign.
1960’erne bød på heftig rejseaktivitet for Guccione, særligt til Sahara-ørkenen i Libyen, hvor han deltog i undersøgelser af klippemalerier sammen med et hold under ledelse af palæontologen Fabrizio Mori. Når han ikke deltog i arkæologiske udgravninger, udstillede Guccione sine første værker. Hans allerførste soloudstilling blev afholdt i Galleria Elmo i Rom i 1960. Det efterfølgende år arrangerede han, efter anmodning fra the American Federation of Art, en udstilling af klippemalerier fra den libyske ørken på Columbia University i New York, som fortsatte med at blive vist på andre større universiteter i USA.
Mellem 1962 og 1965 var han en del af gruppen Il pro e il contro, som også omfattede hans kunstnerkollegaer Ugo Attardi, Ennio Calabria, Fernando Farulli, Giuseppe Guerreschi, Alberto Gianquinto og Renzo Vespignani samt de prominente kritikere Antonio Del Guercio og Dario Micacchi. Der opstod nye muligheder, bl.a. chancen for at illustrere Stendhals klassiske roman The Red and the Black for forlaget Parenti og for at deltage i den betydningsfulde udstilling Peintures italiennes d’aujourd’hui, som turnerede i Mellemøsten og Nordafrika. I 1966 udstillede han sine værker ved sin allerførste biennale i Venedig – en oplevelse, som han skulle komme til at gentage fem gange (1972, 1978, 1982, 1988 og 2011).
Fra 1970’erne startede en række retrospektive og antologiske udstillinger med en udstilling arrangeret af byen Ferrara på Palazzo dei Diamanti, som samlede 80 af de mest repræsentative værker i hans korpus fra det forrige årti. I 1971 blev Gucciones første monografi udgivet, redigeret af Enzo Siciliano. En omfattende udstilling arrangeret af Leonardo Sciascia i Palermo markerede et stilistisk vendepunkt, hvor begrebet “banalitet” blev dannet til at beskrive et nyligt skift i Gucciones produktion.
Et yderligere skift skete i den første halvdel af 1980’erne. Olie blev skiftet ud med pastelfarver. Dette nye underkorpus blev hurtigt anerkendt og førte til flere udstillinger, først i Italien, men sidenhen mere udbredt med udstillinger i Paris (1983, 1988 og 1998), New York (1980, 1985, 1989) og Washington (1984). En anden monografi, der blev udgivet i 1989, denne gang redigeret af både Siciliano og Susan Sontag, afsluttede perioden. I 1992 skabte en stor retrospektiv udstilling med titlen Variations på Palazzo dei Leoni i Messina fornyet interesse for større centrale udstillinger af hans værker. Denne fascination toppede i 2011 med Massimo Nifosìs dokumentar Piero Guccione: towards infinity, som blev vist ved den internationale filmfestival i Rom, den italienske filmfestival i Madrid og biennalen i Venedig.
Guccione døde i 2018.
