Pietro Consagra blev født i 1920 i Mazara del Vallo, en lille by i den sicilianske provins Trapani. Som fortaler for skulpturkunsten banede han bevidst – og nogle gange kontroversielt – sin egen vej i det 20. århundredes foranderlige tid. Han blev oprindeligt uddannet sømand i 1931 og arbejdede som mekaniker og blev senere kaptajn. Efter at være flyttet til Palermo i 1938 blev hans kunstneriske interesse vækket, da han søgte ind på kunstskolen, hvorfra han dimitterede i 1941 efter at have været ramt af tuberkulose. Den fremtidige kunstner søgte derefter straks ind på kunstakademiet i Palermo, hvor han videreuddannede sig under Archimede Campini.
Efter sin eksamen fra akademiet i 1944 flyttede han til det nyligt befriede Rom i to år. Han tog supplerende kurser i skulpturkunst på kunstakademiet og blev introduceret til de intellektuelle kredse af de to kunstnere Concetto Maugeri og Renato Guttuso, der også var fra Sicilien. Han forlod dog akademiet for at rejse til Paris i 1946. Inspireret af den franske hovedstads konstante æstetiske stimulering vendte Consagra tilbage til Rom med fornyet energi. Hans lyst til at være banebrydende og nyskabende udformede sig i et manifest, der blev udgivet i det første nummer af magasinet Forma i 1947. Sammen med sine kunstnerkolleger Carla Accardi, Ugo Attardi, Pietro Dorazio, Mino Guerrini, Achille Perilli, Antonio Sanfilippo og Giulio Turcato var han med i etableringen af kunstnergruppen Forma I, som søgte at positionere sig som “formalistisk og marxistisk” og promovere “den abstrakte kunstretning” frem for de tidlige abstrakte pionerers latente forvrængede forsøg. Consagras litterære teoretisering endte ikke her. Gruppen afholdt sin første udstilling samme år, som den blev etableret, på Art Club Gallery i Rom. I 1952 skrev han en polemisk pjece med titlen The necessity of sculpture, som totalt tilbageviste Arturo Martinis værk fra 1945 Sculpture: a dead language. I 1960’erne startede han kunstnergruppen Continuità – en udløber af Forma I.
Selvom Consagra stilistisk fandt sig selv, da han begyndte at kombinere billedlig planhed med skulpturel rumlighed i såkaldte “bifrontals” i 1980’erne, høstede han anerkendelse langt tidligere. Allerede i 1950’erne blev nogle af hans værker en del af Peggy Guggenheim Collection i Venedig. Derefter fulgte udstillinger i europæiske byer og gallerier. Venedig var en vedvarende støtte for Consagra, idet skulptøren vandt førsteprisen for sit kunstneriske medium ved biennalen i 1960. Og han udstillede ved biennalen ikke mindre end 11 gange mellem 1950 og 1993. Hans værker blev en del af større kunstsamlinger over hele verden.
Med anerkendelsen kom også bestillingerne og muligheden for at udvikle projekter – både kunstneriske og kulturelle – i større målestok, f.eks. det udendørs museum i den genopførte Gibellina i Sicilien. Institutionen blev etableret i samarbejde med Ludovico Corrao og udformet med urbanistiske proportioner. Hans sidste ønske var at blive begravet på en nærliggende kirkegård.
Udover sine manifester fortsatte Consagra med at skrive og udgive resten af sin karriere, bl.a. L’agguato c’è (1960), La città frontale (1969) og Vita Mia, hans selvbiografi (1980).
Der har været arrangeret forskellige retrospektive udstillinger af hans værker, bl.a. på Galleria Nazionale d’Arte Moderna i Rom (1989) og en særudstilling for indvielsen af en permanent udstilling (1993), Eremitagen i Skt. Petersborg (1991), og Institut Mathildenhöhe i Darmstadt (1997). I 2002 åbnede City Gallery i Stuttgart også en permanent udstilling af hans værker. Consagra døde i Milano i 2005.
