Salvo blev født Salvatore Mangione i Leonforte i den sicilianske provins Enna i 1947. I 1956 flyttede hans familie fra Catania til Torino, som skulle blive hans nye hjemby. Han begyndte at male i starten af 1960’erne og forsørgede sig selv ved at sælge billige portrætter, landskaber og kopier af Rembrandt og Van Gogh. I 1963 deltog han i den 121. Exhibition of the Society for the Promotion of Fine Arts med en tegning efter Leonardo, en tidlig indikation af hans interesse for genfortolkninger af renæssancekunst, som ville følge ham gennem hele hans karriere.
Fra en ung alder var Salvo tilknyttet bevægelsen Arte Povera i 1960’ernes Torino. Han havde deltaget i studenteroprøret i Paris i 1968 og vendte tilbage til Torino inspireret af den oprørske stemning og begyndte at frekventere medlemmer af bevægelsen Arte Povera f.eks. Giuseppe Penone og Germano Celant. Han delte i denne periode atelier med Alighiero Boetti, og de to havde gensidig indflydelse på hinandens arbejde. Rent kunstnerisk havde Salvos tekstbaserede metoder større tilknytning til konceptkunst, særligt af kunstnerne Joseph Kosuth, Robert Barry og Sol LeWitt, som han brugte til at undersøge sin egen identitet gennem åbenlyst narcissistiske bevægelser – på et af hans signaturværker i marmor står der ganske enkelt “Io sono il migliore” (jeg er den bedste). Hans søgen efter jeget og efter narcissistisk selvtilfredsstillelse, sammen med hans forhold til fortiden og kulturens historie, blev rent faktisk en væsentlig del af hans senere udforskning.
I 1973 tog Salvo en afgørende beslutning: han gik væk fra konceptkunst og vendte sig mod malerkunsten, et medie som han ville holde sig trofast til resten af sin karriere. Hans værker blev farverige, metafysiske landskabs- og bybilleder i stil med ikke blot Giorgio de Chirico, men også Raphael, Cosmè Tura og andre af det 15. århundredes mestre. Temporalitet, som et emne og narrativ, blev introduceret omkring samme tidspunkt, hvilket viste sig som en finurlig leg med titler, hvor mange af hans værker fik navn efter årstider, måneder eller tidspunkter på dagen.
Salvo har haft en række soloudstillinger, bl.a. på Museum Folkwang, Essen (1977), Mannheimer Kunstverein (1977), Kunstmuseum Lucerne (1983), Museum Boijmans Van Beuningen, Rotterdam (1988), Musée d’Art Contemporain, Nîmes (1988), Villa delle Rose, Bologna (1998), Gallery of Modern and Contemporary Art, Bergamo (2002), Civic Gallery of Modern and Contemporary Art, Torino (2007), og MASI – Museo d’Arte della Svizzera Italiana, Lugano med Alighiero Boetti (2017). Han deltog også i documenta 5 (1972) samt biennalen i Venedig i 1976 og 1988.
Salvo døde i 2015. Efter hans anvisninger blev marmorinskriptionen “Salvo è vivo” (Salvo lever) (1973) vendt for at vise dens bagside “Salvo è morto” (Salvo er død). I 2016 organiserede Mehdi Chouakri Gallery i Berlin udstillingen Salvo è vivo – en hyldest til kunstneren med værker af Haris Epaminonda, Douglas Gordon og Morgan Tschiember, Jonathan Monk, Claudia og Julia Müller, Bernd Ribbeck og Francesco Vezzoli. Samme år blev Salvo Archives grundlagt i Torino, som arrangerede en udstilling af værker af Jonathan Monk, der var dedikeret til kunstneren. I 2017 blev der arrangeret en dobbelt soloudstilling for Salvo og Alighiero Boetti på MASI i Lugano, organiseret af Bettina Della Casa, og det efterfølgende år havde udstillingen L’Almanach 18 på Consortium i Dijon et lokale med værker af Salvo. Yderligere to personlige udstillinger fulgte: i Norma Mangione Gallery i Torino i 2019 og Gladstone Gallery i New York i 2020.
