Tano Festa blev født i Rom i 1938. Hans kunstneriske karriere tog sin begyndelse i to tempi: først da han var seks år gammel og blev opfordret af sin far til at begynde at male som en fritidsbeskæftigelse, dernæst da han søgte ind på kunstinstituttet i Rom for at studere malerkunst og fotografering, hvorfra han fik sin eksamen i 1957. Gestural malerkunst gjorde et stort indtryk på den unge Festa, som angav Twombly, Matta, Tobey, de Kooning og Pollock som sin inspiration.
Hans første mulighed for at udstille sit arbejde var i 1959 på Galleria La Salita i Rom, som en del af en gruppeudstilling sammen med Franco Angeli og Giuseppe Uncini. To år senere fik han sin første soloudstilling i samme galleri. Han fik dog sit første egentlige gennembrud i 1962-1964, hvor han deltog i udstillingen The New Realism i New York sammen med Mario Schifano, Enrico Baj og Mimmo Rotella, inden han deltog i biennalen i Venedig.
Kort efter sin introduktion på den internationale scene mistede Festa sin bror Francesco Lo Savio, som tog sit eget liv på et hotel i Marseille i 1963. Denne tragedie havde stor indvirkning på Festas arbejde, idet han begyndte at male på en meget voldsom måde, hvor han dyppede sine hænder direkte i malingen. Hans vildskab tog nærmest overhånd, indtil han oplevede en brat nedtur. Festa mistede sit drive og sin inspiration og begyndte at misbruge stoffer, alkohol og medicin og endte i fattigdom, prekære forhold og ligegyldighed. Hans mørke periode varede det meste af 70’erne. Heldigvis betød en invitation til biennalen i Venedig i 1980, at han genfandt sin kreative gnist og kom i gang med sin Coriandoli-periode. Der opstod hurtigt flere nye muligheder, f.eks. udstillingen Artisti Italiani 1950-1983 i 1982, som var med til at give ham ny kunstnerisk drivkraft.
Efter en tidlig periode kendetegnet af geometriske grå og monokrome montager, gik Festa fra grafisk udforskning til udtryksfuld power. I denne proces blev han tiltrukket af hverdagsgenstande, hvis praktiske funktioner blev undermineret af malerkunsten som medie. Døre, vinduer og skodder spillede en vigtig rolle i hans arbejde. Denne samling af genstande er selvfølgelig vigtige, da de symboliserer rumlig kommunikation og overgangen fra det ene til det andet. Ved at flade dem ud som billeder fjernede Festa deres funktionelle omend ikke symbolske formål: Malerkunstens illusionære rum er stadig et, som beskueren oplever som en indsigtsfuld overgang – men kun gennem denne underminering. Festas vedvarende dialog med Michelangelo havde tilsvarende flere lag. Mens han tilsyneladende vendte blikket mod popkulturen, vidner de utallige referencer til den italienske mester om en kulturarv, som er værd at tilegne sig og se fra et nyt perspektiv.
Tano Festa er typisk kendt som en del af den romerske popkulturbevægelse og er ubestridt en kunstner med fokus på underminering og afledning, men måske ikke som man ville forvente. Italiensk popkunst holder sig ikke rigtig til begrebet “populær”. Hvor amerikanerne mest fokuserer på produkter og brands, opfanger italienerne stadig – nogle gange endda bogstaveligt talt – kulturelle billeder hver dag. Festa brugte eksemplet med chokoladepapir med billeder af Mona Lisa. I takt med at kulturen blev mere og mere industrialiseret og kommercialiseret, foretrak Festa og hans fagfæller at vende tilbage til renæssancekunstens faste elementer som reklamer frem for selve reklamebillederne.
Hans mest betydningsfulde solo- og gruppeudstillinger er bl.a.: 5 pittori – Roma 60: Angeli, Festa, Lo Savio, Schifano e Uncini, Galleria La Salita, Rom (1960), Vitalità del negativo nell’arte italiana 1960/70, Palazzo delle Esposizioni, Rom (1970), Biennalen i Venedig (1964, 1978, 1980, 1984, 1993, 1995 og 2013), The Italian Metamorphosis, 1943-1968, Guggenheim Museum, New York (1994), Minimalia: An Italian Vision in 20th Century Art, Museum of Modern Art, New York (1999); Italics. Arte Italiana fra Tradizione e Rivoluzione, 1968-2008, Palazzo Grassi, the François Pinault Foundation, Venedig (2008) og Museum of Contemporary Art of Chicago (2009).
