Ter Hell blev født Horst-Günter Hell i Norden i 1954. Hans kunstnernavn kan være en hyldest til bedstefaderen, den velansete maler Willy ter Hell. Som studerende ved Hochschule der Künste i Berlin (1976-1981, under Fred Thieler) lærte Hell hurtigt at benytte dristigt gestikulerende og udtryksfulde midler, hvormed han kunne skille sig ud fra den samtidige moderne kunstscene.
Den tyske Junge Wilden-bevægelse og den italienske transavantgarde udgjorde den tids primære påvirkninger, og Ter Hell låner frit og uhæmmet af begge bevægelser. Ud fra dette kontekstuelle alfabet, som kunstneren selv udtrykker det, skabte han sit eget formsprog. Hans ordvalg har betydning her, fordi skriftsprog er et afgørende aspekt i forbindelse med hans produktion. Det, der kom ud af denne første “låntagning”, var en ironisk og ofte nihilistisk verdensanskuelse, der blev oversat til kunst. Der bliver sågar stillet spørgsmålstegn ved selve kunsten, dens betydning og formål. Rent kunstnerisk manifesterede dette sig via overudspændte og forvredne lærreder, skæve rammer og usammenhængende stoflighed. Med andre ord: en dekonstruktion af maleriet som medie.
Punkmusikken, der dukkede op på dette tidspunkt, akkompagnerede disse eksperimentelle mishandlinger, hvor kaos i sidste ende fører til en fornemmelse af orden. Påsprøjtede mottoer og graffiti, der var kronologisk og æstetisk knyttet til 1980’ernes punk- og rap-genrer, blev i vid udstrækning taget op af kunstscenen fra samme tidsperiode. Basquiat eller Scharf gjorde med stor succes brug af disse almindelige, dagligdags udtryksmidler. Et MOMA-PS1-studielegat gjorde det muligt for Hell at rejse til New York i 1982 og opleve denne subkultur på første hånd.
I perioden op til 1984 var Hells værker for stærkt påvirket af værkernes kontekst – af det, der direkte vedrørte værkerne. Der var forandringer på vej, da sort, hvid og rød blev den primære kromatiske farve-“treenighed” i hans arbejde. Flere forandringer manifesterede sig op igennem 1990’erne, hvor nye former for medieforbrug endnu engang omdefinerede opfattelsen af kunsten som helhed. Hell forsøgte aldrig af skildre den omkringliggende verden, men snarere at undersøge, absorbere og reproducere en række miljøer, hvor orden og uorden regerer – i kamp med hinanden.
For at opnå dette var Hell fortsat tunet ind på sine omgivelser, idet han forsøgte at finde en balance mellem det at være kritisk og det at være inspireret. Et eksempel på dette var fremkomsten af computere og digitale teknologier, som han begyndte at bruge allerede i 1995 – med en spørgende tilgang. Til den dag i dag, hvor digital information er vores primære kilde til oplysninger, udforsker Hell fortsat de æstetiske muligheder, der ligger i nuller og ettaller.
Denne kritiske tilgang til det moderne samfund skyldes, at Hell mener, at han – som kunstner og borger – har pligt til at gøre modstand. For at citere ham direkte: “Betydningen af mit kunstneriske arbejde skal findes i forsøget på at finde et sted, hvorfra jeg på en eller anden måde kan konfrontere hjernevask, korruption og kapitalisme”.
Ter Hell bor og arbejder i Berlin.
